torsdag den 30. december 2010

Viggo og alle de andre roller i Hakkebakkewood


A role is role is a role

De sidste fire film jeg har set med Viggo Mortensen har haft en udstående lighed. Hans figurer er dobbelte - eller egentlig er det nok mere rigtigt at kalde det hans roller: I Ringenes Herre spiller han en konge, som ikke fungerer som konge, men vandringsmand og hjælper, i Eastern Promises spiller han en gangster, som egentlig er politimand - i History of Violence spiller ham en familiefar, som egentlig er gangster og i The Road spiller han et menneske som har sluppet sin identitet til fordel for en rolle (sic) som beskytter.
Mortensen spiller gysende godt. Især når man kigger med på den rolle han spiller overfor de andre karakterer - altså når man ligesom kan se han ikke spiller sin rolle HELT perfekt, men netop derfor helt perfekt. Meget skævt, men meget stimulerende. Klart nok tæller The Road ikke helt med her - men den markerer alligevel det yderste princip i den rejse han må have været på som skuespiller: At fylde lærredet med en figur, der ikke er det han er, men alligevel nærværende. Hvis man ønskede at dekonstruere Viggo, ville man sige han har forsøgt at spille sin egen (kropsfunktions) tomhed ud - gøre filmen mere ægte og virkelig - og gøre sit selv til en slags hamskifternes ukronede konge. Det ønsker man imidlertid ikke, for det er ikke så meget ham, som princippet i den slags film og roller, som har fanget min fascination. Den slags film, hvor man allerede når man ser dem ved, at man ikke kan nå at få det hele med og derfor kun ser en forsmag - et første begærets blik - på noget man vil dyrke og elske igen engang. Som jeg hørte det fra en af biografgængerne på vej ud ad biografen efter "The Departed": "Den skal jeg godt nok have på DVD, når den kommer". Nu ér det også en kringlet historie, som tilmed rummer to dobbeltroller ... og en for nogen ret sexet shootout-slutning ... men ikke detsto mindre altså også et godt eksempel på princippet. Her møder vi så Leonardo di Caprio (som i denne sammenhæng også tiltrækker sig interesse, fordi han vel også er på top fem) der, som Viggo tydligvis også har haft blik for denne nye måde at se og spille med i film på: I Inception som den seneste - spiller han hovedparten af sine replikker og gestus i rum, der kun skal forestille en virklighed og i Shutter Island, spiller han i billeder på sin egen syge projektion af en virkelighed. Jeg ved godt vi filmhistorisk har både nære (Den sjette sans) og fjerne (Hitchcock) eksempler på det kringlede princip - men jeg hænger mig i, at det her er skuespillerne, som bær spillet - og ikke omgivelserne/plottet.
Det gør de af flere grunde, men den primære er selvfølgelig at vore filmhelte i dag er helte, fordi de ikke alene er guder i den medievirkelighed vi alle beboer, men at de tilmed også er frelserskikkelser og potente superkontekstkompetente væsner, som han elevere deres bevidsthed til en niveau at multibevidst tilstedeværelse: De spiller, at de spiller i et spil. På film. Et sted i en optagelse. Det bliver simpelthen ikke bedre i vores komplet kontekstkontrollerede kontante hverdag. Der kommer flere, bare vent. Har man lyst til at kigge på nogle af de mindre spillere, kan man begynde med allestedsnærværende Frank og Casper.

Den anden konsekvens, som ikke bare disse film (og roller), men også andre kringlede krimier og potente actionorgier, bærer kimen til - er det kalkulerede gensyn. Selvfølgelig har vi filmfreaks aldrig set en film uden at vide den kunne genses (eller aldrig mere værdiges et blik), men nu er gensynet (og genkøbet, selvfølgelig hr Marx, jeg ved det, jeg ved det - men nu er dette kulturanalyse mere end kapitalkritik) blevet bygget ind i billeder - ja vinkler og scenografi i en indforståethed med tilskueren, som er meget mere subtilt kommunikerende, end tidligere. Tidligere blev der ikke gjort mindre ud af nogen af delene, Gud bevares, men der var det narrative og katharsiske en mere ensporet og lineær drivkraft: Man så filmen og kom det stykke længere med sig selv og sit liv. Ikke i dag. En film skabes lige så gerne iboende gensynet - den imploderer, fordi implosionen, det repetitive og dybest set det indforståede er et mål i sig selv > postmodernismen lever og har det godt! Aristoteles (hil!), Ricoeur (hil hil!) og Svend Åge Madsen (hil hil hil!) roterer hhv. i deres grave og på sin kontorstol.

onsdag den 29. december 2010

Hvem er hvem



















Technom de Guerre

Den italienske matematiker Alfe Px. Gjapetus III har efter en lang række beregninger taget netop dette navn. Det har vist sig, at netop denne kombination af bogstaver rammer en uforholdsmæssig stor del af søgninger på nettet - altså ALLE slags søgninger. Hans navn er således det første, som er genereret udenfor en eller anden form for menneskelig bevidsthed. Det er epokegørende!
Navne har ellers traditionelt, og med god grund da, været et udtalt menneskeligt, for ikke at sige humanistisk, gebet. Så meget er investeret i et navn. Det har jo aldrig afholdt folk for at ændre deres navne, tage nye eller få en ommer af den ene eller den anden grund. Måske skulle man have set det, da numerologerne tog fat og begyndte at døbe nye, bedre og lykkeligere Annemmette'r, Zuzannee'r, Pehr Olfræk'ere og så videre. Der er dog stadig en - selvom nogen nok vil mene hysterisk - forbindelse til den menneskelige bevisthed og væren i tid hos numerologerne. Ikke længere hos Alfe Px. Gjapetus III, som nogle gange også vælger at skrive navnet Alfe Px. Gjapetus 3. Filmstjerner og andre knap så lysende stjerner har længe haft den lange finger i ideen med at have et lækkert navn, som man trods alt ikke kan hænge numerologerne op på at fifle med. Brad Pitt?! Marylin Monroe?! David Bowie?! John Wayne! Vi kender alle til deres oprindelige navne - og hvor nødvendigt (og u-ditto) det måtte have været at finde noget andet og mere catchy til dem. Archibald Leach tager dog prisen for håbløst navn - han fortjente noget bedre end det.
Rygter siger Phillip K. Dick var ude i nogle af de samme overvejelser, da han skulle debutere, men selvom han måske tænkte en smule længere end Cary Grant, så havde han ikke nogen eller noget til at regne på navnet. Han hang stadig fast i det menneskelige.
Så med tilfældet Alfe Px. Gjapetus III har noget ændret sig. Hans navn er ikke til huske eller synes er lækkert om. Men det er alligevel et navn, der kommer til at dukke mere og mere op - og det fordi vi er begyndt at brænde alle broerne til hukommelsesøerne af: Hvorfor huske, hvad hun hedder, hende fra "Betty Blue 38,5¤ om morgenen" - når vi  har www og IMDB? OG Alfe Px. Gjapetus III, som stirrer os lige i fjæset og minder os om, at HAN bestemt også findes, sammen med alt det andet forladte og fortabte hukommelsesgods på nettet. Det er fantastisk udtænkt. Lidt på linie med ideen om plastik, asfalt og madpapir. Tape. Bare metafysisk.
Han bliver konge en dag. Han lever hverfald længere end Courtney Love. Og nu findes han.

søndag den 5. december 2010

Flere talemåder om mænd

MANDEN ER SJÆLENS FEJL.

MÆND FLYTTER BJERGE.

MÆND ER TYKKERE END VAND.

FOR EN MAND GÆLDER ALLE KNEB.

VEJEN TIL HELVEDE ER BROLAGT AF MÆND.

DER ER IKKE ILD I EN MAND, HVIS HAN HAR TØJ (PÅ).


JEG VIL SE EN MAND, FØR JEG TROR HAM.



Tak til http://www.123abc.dk/

Ulykkelig kærlighed i en alder af 45


Spin


For første gang siden jeg var ulykkeligt forelsket for 25 år siden har jeg mærket følelsen igen. Følelsen - ikke sagen. Ikke fordi jeg har savnet den. Jeg er gift med den kvinde jeg elsker mest, og har ikke fligen af af frygt for at miste hende . Men når jeg lytter til Ray LaMontagnes nummer "I Still Care for You", får jeg det nøjagtig som den og de gange, hvor verden og kæresten havde forladt mig. Tom og tilstede på samme tid. ude af stand til at løfte noget som helst ind i på sjælens hylder. Udsynet gråt stribet af usynlig regn. Så meget mere end selvmedlidende. Så meget mindre end desperat. Jeff Buckleys sange er filosofisk melankolske. Han er ulykkeligt forelsket som et bestemt livsvilkår - ikke i en bestemt kvinde. Ray LaMontagnes sang rammer der, hvor man kan mærke der har været et helt bestemt navn engang. Meget mærkeligt. Som at ramme en duft fra engang, finde et foto eller en tegning fra engang hvor man var en på alle måder anden, men jo stadig den samme. Eller blive mindet om noget ulykkeligt man lykkeligt havde glemt man havde gjort.
Jeg flirtede med sangen i bussen til byen igår. Ligesom nu, hvor den er ved at spille sig ind på Top 25. Træder ind i sangens, fortidens og følelsens rum og kigger mig omkring i fornemmelsen af at savne nogen så meget det definerer alt, hvad man er. Den manende følelse af at ville have nogen, der ikke er til at få. Som dengang er det helt futilt og nedbrydende, men stærkt som sirenesang. Ulykkelig kærlighed kan man have til een man ikke kan få, fordi den ene ikke vil have een selv, men man kan også have den, hvis man slet ingen kan få, og man kan have den, hvis den man vil have også vil have een, men ikke kan nå. Hvilken ulykkelig kærlighed der er den værste er afhængig af, hvilken man har - det er altid den man har, der er den værste.
I byen så jeg meget passende "Romeo og Julie" på Arhus Teater i Christian Lollikes opsætning. Romeos første kærlighed til Rosalinde spiller han ud som ulykkeligere end ulykkelig. Med manér så at sige. Mercutio, som ikke ellers er en dyrker af de dybe følelser (bortset fra foragt), kan sagtens se dét spil. Romeo kan ikke - eller vil ikke slippe jagten på den meningsfulde fortabelse i kvinden, fordi hans ulykke er lig med at der ér en kvinde i hans liv. Da han så møder Julie bliver kærligheden til ægte kærlighed. Efterhånden. Og ender i varianten: Vi vil gerne have hinanden, men kan ikke nå. Alt stiller sig som bekendt i vejen for de to - ultimativt døden, som jo heller ikke er en ukendt figur i de to andre varianter. Det er en en god historie de to har, og et godt stykke jeg så, men det kom aldrig i nærheden af den følelse sangen giver mig. Den følelse er alt for konkret. Den kan slet ikke deles eller postuleres. Hun har navn og ansigt og nærvær - selvom hun jo heller ikke længere er hende eller nogen.
Jeg lyttede til "Blade Runner"-soundtracket dengang, da jeg var rigtigt ulykkelig. Især "Love Theme" og "Memories of Green" med den fake film noirstemning, står klart i erindringen. Men satte jeg det på nu, ville jeg kun fyldes med en art nostalgisk melankoli: En følelse af at jeg engang følte på en anden måde. Stærkt nok, men støvet. Ligesom stykket, vil jeg tro. Blade Runner er i øvrigt ikke langt fra at være en Romeo & Julie-story.
Og hvad kan vi så lære af det?
"If music be the food of love, play on."