Viggo og alle de andre roller i Hakkebakkewood

A role is role is a role

De sidste fire film jeg har set med Viggo Mortensen har haft en udstående lighed. Hans figurer er dobbelte - eller egentlig er det nok mere rigtigt at kalde det hans roller: I Ringenes Herre spiller han en konge, som ikke fungerer som konge, men vandringsmand og hjælper, i Eastern Promises spiller han en gangster, som egentlig er politimand - i History of Violence spiller ham en familiefar, som egentlig er gangster og i The Road spiller han et menneske som har sluppet sin identitet til fordel for en rolle (sic) som beskytter.
Mortensen spiller gysende godt. Især når man kigger med på den rolle han spiller overfor de andre karakterer - altså når man ligesom kan se han ikke spiller sin rolle HELT perfekt, men netop derfor helt perfekt. Meget skævt, men meget stimulerende. Klart nok tæller The Road ikke helt med her - men den markerer alligevel det yderste princip i den rejse han må have været på som skuespiller: At fylde lærredet med en figur, der ikke er det han er, men alligevel nærværende. Hvis man ønskede at dekonstruere Viggo, ville man sige han har forsøgt at spille sin egen (kropsfunktions) tomhed ud - gøre filmen mere ægte og virkelig - og gøre sit selv til en slags hamskifternes ukronede konge. Det ønsker man imidlertid ikke, for det er ikke så meget ham, som princippet i den slags film og roller, som har fanget min fascination. Den slags film, hvor man allerede når man ser dem ved, at man ikke kan nå at få det hele med og derfor kun ser en forsmag - et første begærets blik - på noget man vil dyrke og elske igen engang. Som jeg hørte det fra en af biografgængerne på vej ud ad biografen efter "The Departed": "Den skal jeg godt nok have på DVD, når den kommer". Nu ér det også en kringlet historie, som tilmed rummer to dobbeltroller ... og en for nogen ret sexet shootout-slutning ... men ikke detsto mindre altså også et godt eksempel på princippet. Her møder vi så Leonardo di Caprio (som i denne sammenhæng også tiltrækker sig interesse, fordi han vel også er på top fem) der, som Viggo tydligvis også har haft blik for denne nye måde at se og spille med i film på: I Inception som den seneste - spiller han hovedparten af sine replikker og gestus i rum, der kun skal forestille en virklighed og i Shutter Island, spiller han i billeder på sin egen syge projektion af en virkelighed. Jeg ved godt vi filmhistorisk har både nære (Den sjette sans) og fjerne (Hitchcock) eksempler på det kringlede princip - men jeg hænger mig i, at det her er skuespillerne, som bær spillet - og ikke omgivelserne/plottet.
Det gør de af flere grunde, men den primære er selvfølgelig at vore filmhelte i dag er helte, fordi de ikke alene er guder i den medievirkelighed vi alle beboer, men at de tilmed også er frelserskikkelser og potente superkontekstkompetente væsner, som han elevere deres bevidsthed til en niveau at multibevidst tilstedeværelse: De spiller, at de spiller i et spil. På film. Et sted i en optagelse. Det bliver simpelthen ikke bedre i vores komplet kontekstkontrollerede kontante hverdag. Der kommer flere, bare vent. Har man lyst til at kigge på nogle af de mindre spillere, kan man begynde med allestedsnærværende Frank og Casper.
Den anden konsekvens, som ikke bare disse film (og roller), men også andre kringlede krimier og potente actionorgier, bærer kimen til - er det kalkulerede gensyn. Selvfølgelig har vi filmfreaks aldrig set en film uden at vide den kunne genses (eller aldrig mere værdiges et blik), men nu er gensynet (og genkøbet, selvfølgelig hr Marx, jeg ved det, jeg ved det - men nu er dette kulturanalyse mere end kapitalkritik) blevet bygget ind i billeder - ja vinkler og scenografi i en indforståethed med tilskueren, som er meget mere subtilt kommunikerende, end tidligere. Tidligere blev der ikke gjort mindre ud af nogen af delene, Gud bevares, men der var det narrative og katharsiske en mere ensporet og lineær drivkraft: Man så filmen og kom det stykke længere med sig selv og sit liv. Ikke i dag. En film skabes lige så gerne iboende gensynet - den imploderer, fordi implosionen, det repetitive og dybest set det indforståede er et mål i sig selv > postmodernismen lever og har det godt! Aristoteles (hil!), Ricoeur (hil hil!) og Svend Åge Madsen (hil hil hil!) roterer hhv. i deres grave og på sin kontorstol.