ILLUSTRERET VIDENDE (NU ER DET JUL)

Således er julen nu endt som en tanke i en kunstig snestorm. Det burde ligge lige for at se den tragiske symbolik, men af en eller anden grund er denne kombination så nådesløs, at jeg er tristet til at give fortabt.

Måske skyldes det, at Rodins figur på enelleranden måde formår at opretholde sin oprindelige kraft og integritet på trods af dette kommercielle og kulturløse overgreb. 

Formentlig skyldes produktet et forsøg på at mime madkasser med Leonardos Sidste nadver og forklæder med Mona Lisa, men hvor varer som dem mest frembringer begejstring eller et syrligt træk på smilebåndet, så rummer dette produkt et oprør som jeg tvivler på producenten ikke selv har forstået.

Tænkningen er i modsætning til illustrationen eller religionen urørlig for ironi og kritik - vi kan med andre ord ikke med sikkerhed sige, at Tænkeren ikke tænker han er formålsløst og dermed slet ikke indfanget i den populærkulturelle gestus som en snekugle er. 

Tænkeren er på den måde et intellektuelt memento mori til butikken, kunden, højtiden og alle beredvillige, billige og samvittighedsløse materialer bøjet efter fristelse og omsætning.

God jul.

DIGITAL SELVKRITIK

Ved at lade de sociale medier spalte vores opmærksomhed digitalt har vi skabt et publikum som er en slags kloner af os selv. Vores blikke er nu lige så meget udefra som på eller af os selv. Man tænker sig hegnet ind af en boblende kødrand af røde, trætte og kritiske øjne og bedømmere. Et publikum mere kritisk og ueftergivende end et hvilket som helst virkeligt publikum man ville kunne opdrive. Vi er sikre på det består af alle de andre, for det føles helt bestemt sådan. Men der er kun os selv. Et nyt vrid på det snart gamle begreb ekkokammer. 

Man skulle tro den teknologiske baggrund ville pege på dette uheldige forhold. Bevise at der kun er een i maskinrummet, der producerer og betragter, der er kun een i prøverummet, der betragter og vurderer, der er kun een i tankerne, der crasher og kæmper sig tilbage. Fortællinger følger som udgangspunkt altid fortælleren, og selvom fortælleren kun fungerer ved at tænke på dem, der skal høre historien er de der aldrig, når fortællingen formes.

Hvor Lacan engang virkede præcis og dragende i sine analyser om mødet med den anden er der i dag slet ikke nogen tilbage, når vi spejler os, end os selv. Aktiviteten og mødet som oprindeligt kunne sparke liv i selvforståelsen med en frodig og af og til - det medgiver jeg - skræmmende konfrontation, er nu blevet til mødet med en selvoptaget selvforståelse, der til stadighed gærer til et monstrøst blik sammensat af alle de værste tanker vi kan genere om os selv i vores digitalt vandmærkede ensomhed.

DOBBEL OP IGEN