Jeg var på gaden igår. Strøget. Sidegaderne. Broerne henover. Skråninger og trapper. Pladser og veje. Fik først øje på deres fødder, som prøvende bar vægten af de svedende og trætte legemer. Derefter fik jeg øje på benene. Hvordan de gik. Nogle vaklede nærmest, andre stampede sig frem. Knæ, der stak ud, drejede ind. Det var meget tydeligt, fordi så mange havde shorts og kjoler på. Bløde upålidelige gummisko gjorde det på en måde endnu tydeligere. De krydsede op og ned ad fortovene og cykelstierne. Fjedrende eller på helt stive ben. Det var som om noget forbød mig at hæve blikket til deres torso. Eller jeg turde ikke. Hele tiden blev jeg draget af de trippende og slæbende stumper, der kæmpede sig vej i solen som kastede endnu mere skæve og forkrøblede skygger under dem. Tynde ben, tykke ben, meget fede ben, ben med senede lægge og hårede ben og helt glatte, næsten glinsende ben. Smukke ben? Lår der krøb ind i store bukseben eller forsvandt i nederdelenes kolde skygge. De så så ubehjælpsomme ud, de ben. Som om de helst ville være fri, men var dømt til at holde mennesket oppe på nogle upraktiske pæle, så deres hoder og hænder ikke kom i kontakt med jorden, asfalten, fliserne og støvet. Det var som om de allesammen lige havde rejst sig og skulle paradere en selvsikker homo erectus i et cirkus, hvor Vorherre havde klædt dem på som klovne og narre og aber i kostumer. Skubbet dem ud i manegen. Som vi kalder byen.
