Glemte søde grave står og venter på at blive bygget ind i de levendes minder. Plastik er uforgængeligt indtil ild. Vandet fortæller hver nat historier vi kender men ikke forstår. Ting tænker og bliver til uden et billede griber ind.
En nær ægte Magritte, fordi der både er mystik og myte. Træets organiske fortælling folder sig naturligt ud bag en gådefuld forgrund. Lidt Cristo og lidt moderkage og fosterhinde. Den mærkelige kranlignende målestok stikker ind. Husker gåturen tydeligt. Det regnede og jeg havde søgt ly i et sommerhus under renovation og stod så der indtil jeg forstod jeg kiggede på et motiv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar