Panikken bor i huset ved siden af. Eller ikke præcist dét ved den af, men heller ikke længere væk. Jeg ved ikke hvor den bor. Den bor tæt på.
Den kan rejse sig fra sin kontorstol, sin chaiselong, sin kørestol, sin lænestol eller sin køkkenskammel hvert øjeblik det skal være, for at komme over til mig.
En indskydelse, et minde, en lyd, der skal ikke ret meget til, så står den udenfor og kigger ind.
Gadelampen giver huden et gulligt skær.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar