lørdag den 14. december 2013

ET SPØGELSE ER ET SPØGELSE I ET LAGEN



















Bedsheet stories

Indskydelsen og eftertanken kommer fra Robert Musil, der i en af sine mange undersøgelser skriver:

"Men når ånd står alene, som nøgent navneord, bart som et spøgelse, man ville låne et lagen - hvordan forholder det sig da? Man kan læse digterne, studere filosofferne, købe billeder og føre nattevise samtaler: men er det ånd man får ved det? Sæt at det er ånd: men ejer man den så? Denne ånd er uløseligt bundet til den tilfældige skikkelse, den optræder i! Den går gennem det menneske, der gerne vil optage den i sig, og efterlader kun en ler rystelse. Hvad stiller vi op med al den ånd?" ('Manden uden egenskaber' i Karsten Sand Iversens oversættelse fra 1995).

Musil siger således at spøgelset er nøgent, hvorfor det har behov for et lagen - i overført betydning mener han selvsagt, at ånden er bar og derfor uden genkendelige eller karakteristiske træk og har brug for noget, der kan formidle den. Og den diskussion er i selv spændende - men for mig kom det til at handle om, hvorfor spøgelser er iklædt lagener? 
Hvis man vi have billeder andre steder fra end den levende fantasi er Christian Lemmerz 'Todesfigur' ganske velegnet:


Den umiddelbare sammenhæng til Musils metafor, er naturligvis, at spøgelser ikke er synlige, hvorfor de iklæder sig et lagen - for, må man gå ud fra, at blive netop synlige for dem de op-, og eller hjemsøger. Det er imidlertid en lidt underlig tanke, at et spøgelse således ville gå igennem linnedskabet for at finde en passende robe, for slet ikke tale om, hvordan dette væsen - der jo er æterisk - kan gribe og klæde sig i noget som helst. Spøgelset iklædt lagen, som går gennem vægge må således have haft lagenet med 'hjemmefra'.
Og faktisk handler flere forklaringer på, hvorfor spøgelset er iklædt et lagen da også om, at man ofte svøbte den afdøde i et klæde i kisten. Så når den afdøde af den ene eller anden grund ikke var færdig med det dennesidige, så foregik gengangen iklædt et lagen. Hvad skulle de ellers tage på? Blandt andet Evald Tang Kristensen har gengivet, at man brugte lagenet som forklædning, hvis man ville skræmme nogen, og her er vi vel tilbage i 1800-tallet.
En anden kilde her på det på mange måder spøgelsesagtige net nævner imidlertid teatret som afgørende for at vi kan se spøgelser, når vi ser lagener. Således stod man ligeledes i 1800-tallet og havde brug for en anden måde at gengive spøgelser på, som var mindre klodset og dermed mindre latterlig, end den indtil da brugte rustning man blandt andet kan finde hos Shakespeare. Altså egentlig samme princip som Musils nøgne ånd, lagenspøgelsets garderobe og vel også begravelses'tøjet', hvis gengangeren var af en vis byrd. Her skal indskydes, at traditionen med at spøgelser kan gå rundt i rustninger ikke er mig helt ubekendt:


Nogen får på teatret så den tanke, at en række af spøgelsets (andre) træk vil kunne gengives med et lagen: Det svævende, amorfe, anonyme, det i princippet (igen) usynlige og ukendte. Og sådan opstår billedet af spøgelset som iklædt et lagen. Vi kan jo ikke udelukke at den kreative rekvisitør har brugt nøjagtig samme associationsrække som vi har, nemlig ligklædet. Men en af konsekvenserne af denne forhistorie er så, at den bonde Evald Tang omtaler altså lige så godt kunne have fået ideen fra teateret som fra overtroen … eller virkeligheden.
Jeg er pinligt bevidst om at jeg egentlig ikke 'løser' nogen gåde med dette indlæg. Men jeg er lidt mere afklaret med det paradoksale i spøgelsets på een gang afklædte, påklædte og iklædte gyselige lagenkostume. 
Godnat. Husk at lægge rent på.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar