REBL!K

Endnu en kommentar til den yderst principelle og alligevel meget konkrete sag om kunst og massakre. Denne Polemisk.

Da jeg antager det er en del af debatten, så lad mig blot igen gøre klart, at jeg intet problem ser i at man sætter Anders Behring Breiviks (ABB) manifest op som teaterstykke. Jeg vil uden problemer gå så vidt som til at sige, det manglede da bare. Lad mig forklare med følgende retoriske kommentar.
Læser man første bind af Robert Musils roman "Manden uden egenskaber" (, hvad man bør gøre til enhver i dennes nærhed liggende tid), møder man forbryderen Moosbrugger. Og ud over at være hvad han er i romanen - og det er en del - så er han i en uhyggelig grad sammenlignelig med det billede, jeg efterhånden har dannet mig af den norske terrorist ABB. Moosbrygger er ganske vist seksualforbryder, men altså også massemorder, akavet intelligent, forfængelig og på underlig vis både selvstændig og fuldstændig i stand til at afskrive sig ethvert ansvar for den forbrydelse, han på den anden side ikke har problemer med at vedgå, han har begået. Musil bruger Moosbrygger til at spejle sin hovedperson i, men i hans konstruktion af romanen får Moosbrugger også lov til at brede sig i aviser og andre personers tanker, mens Ulrich (HP) formentlig sover eller elsker. Meget af debatten og mange af tankerne der følger ham handler om, hvorvidt manden skal erklæres utilregnelig eller ej - og i forlængelse af det, om han skal dømmes til døden eller ej. Moosbrygger er gyselig i alle ordets betydninger, fordi man i ham fornemmer et naivt og uafklaret menneske, der også tænker, men med intellektuelle redskaber som ikke er dets egne og til fare for andre, fordi intellektet også har både kræfter og instinkt til at agere ud i en verden, der ikke er andet end et gøglespejl.
Lighederne er slående ikke sandt?
Men hvem kan på nogen måde fratage mig et kunstnerisk indblik i komplekset ABB blot fordi der ikke er gået tilstrækkelig lang tid fra tragedien? Denne roman er skrevet fra 1920 - 42. Moosbrygger begik sine forbrydelser før under og efter Utøya. Ville det også være uacceptabelt at sætte Musils roman op som teaterstykke NETOP fordi man kan se anledning til det gennem Moosbrygger som symbol? Eller måske helt uden tanke for lighederne med ABB ... som så dukker op til overfladen, fordi tiden går og historien skrives i dette øjeblik og det næste og det næste igen?
Kunsten er og skal være usentimental. Men at kalde den følelsesløs er et fejlgreb på linie med andre overgreb på den fri tanke og vilje. At man påkalder sig et flertal og et hensyn til dette gør det på ingen måde mindre usmageligt.