tirsdag den 31. juli 2012

NYT SKIND PÅ GAMLE TASKER













Talemåder på nye og mere tidssvarende måder inspireret af både ungdom og alderdoms omgang med sprogets blomster. Man skal bekendt høre meget før tiørerne falder.

Folk der stener skal ikke bo i huse af glas. (Oprindeligt skulle man ikke kaste med sten, når man selv boede i glashuse - af gennemskuelige årsager. I denne variant er det bedst at være alene, når man kokser.)
Man skal ikke vælge silden, før scenen er skudt.(Oprindeligt skulle man ikke sælge skindet, før bjørnen var skudt - altså love noget man ikke vidste om man kunne holde. I denne variant understreges betydningen af den medierede virkelighed.)
Den der ager med skude, kommer søsyg frem.(Oprindeligt kom man altså også frem, selvom det tog lang tid med oksekærre. I denne variant kommenteres hvordan valg af transport ofte kan spille ind på ens velbefindende.)
Slidt har også ret.(Her er der ikke nogen syndelig forskel - bortset fra, at den nye variant har en social drejning.)
Man kan ikke stjæle mel fra bonden.
(oprindeligt, af et kreativt tænkende menneske udviklet, billedliggørelse af det umulige i at gøre/få/dominere/ønske sig mere end een ting ad gangen, for præcis det at blæse med mel i munden kan umuligt være en almindelig kendt foreteelse? I den nye variant kan udtrykket bruges til at understrege, at man skal vide hvor man skal stjæle, hvis det er det man vil.)

Hver sin sag.(Oprindeligt til bevidstløshed bekræftende besyngelse af forskellene; hver sin smag - som man imidlertid ikke brød sig om. I denne variant en understregning af moderne menneskers håbløst uideologiske forvildethed.
Liden hue vælter stort læs.(Oprindeligt formentlig erfaret forklaring på, hvordan høvognen kan vippe, fordi den kører over en knold. I denne variant kan elefanthuen (eller anden maskering), få en anselig mængde politifolk af vognen.

Det er hverken første eller sidste gang jeg roder mig ud i disse og over dette stående aktiviteter, men jeg tror den oprindelige indskydelse kom fra Ursula Andkjær Olsens fremragende 'Atlas over huller i verden' - den være hermed anbefalet og behørigt nævnt. Igangsættende var imidlertid Frank Oceans 'Crack Rock' - hvor han subtilt leger med 'rocks and broken homes' - hvad man kan se i den første variant (hermed anbefales hele albummet 'Channel Orange'). Man skal ikke smykke sig med lånte feer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar