lørdag den 18. februar 2012

Q: ARE WE NOT BLOGGERS? A: WE ARE LOOKERS















JACK OG BØNNESTALKEN

Fik anfald af introvision, da jeg læste en artikel om stalkere i fruens blad. (Vi undgår at kommentere dette låneords særligt fascinerende udtale, der gør det svært at håndtere på alle måder).
Det slog mig at jeg, samt alle de mange ligesidede og -sindede bloggere der-(her-)ude i blogosfæreren er en slags omvendte stalkere. Vi kigger og henvender os uafladeligt til en verden, som vi håber vil samle sig og bare een gang kigge den samme vej - på mig. Altså modsat den egentlige stalker, (et anonymt og almindeligt menneske) der som bekendt uafladeligt opsøger en enkelt stjerne eller særlig person, for at få vedkommendes opmærksomhed. Analogierne til bloggerens praksis er mangefold: Flaskeposten, Voyager rumsonden, radioamatøren og stort set alle andre futile kemikazekommunikative gerninger.
Men det at stalke synes langt bedre tunet ind på det syge og helt særligt opmærksomhedskrævende aspekt, der ligger i at blogge. Flaskeposten bæres af et lønligt håb, og dertil en slags kynisk romantik, der aldrig vil føre til at man græder over spildt vinflaske. Eventyret og den potentielle fortælling er nok i sig selv. Sådan er det ikke med bloggen. Her skal vedligeholdes og tjekkes og sammenlignes statistikker og kommentarer. Nettet er ikke kun et grid man færdes på, men også en verden af opmærksomhed man kaster sit EGET net ud i. Sørger for maskerne er afbødet, passende, velplejede og charmerende nok til at man kan stramme op og snøre sammen med en klar, aktuel og varmesøgsom pointe.
Ak ja. Jeg har browset for meget på overskift.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar