Et Herman Bang-blik

Et sted i Max Kestners film 'Rejsen på ophavet' (hermed anbefalet) siger han om stjernerne, at det blik vi kaster på dem er et blik tilbage i tid - helt tilbage til før der var noget, der hed tid, fordi stjernernes lys er meget ældre end vi nogensinde bliver eller kan forestille os, for den sags skyld. Princippet findes i mindre form i de blikke Herman Bang kastede, eller nok nærmere faldt i, på sanatorier, togstationer og i byens vrimmel. I et koncentreret øjeblik - som vi gerne kan sammenligne med der, hvor en stjerne slukkes - så han ikke bare ind i sjælen på mennesket, men hele vejen ned langs linien af levet liv for dette menneske. Et liv der møder ham så klart og svimlende, at han kan drukne sig i det, og undfange en hel virkelighed komplet med skærmbrædder, tørrede blomster og hoste derfra. Det er ikke sådan det er svært at forstå, at det sker - og da slet ikke for et følsomt og nervøst menneske som Bang. Men hvad ér det der sker? Hvad er det, der får det til at ske? Et det 'scenen'? Er det fordi det menneske han har set, faktisk har forsøgt at kommunikere med ham? "Er det bare et spejlbillede?" skriger biografisserne vredt?
Uden sammenligning, hvor det er upassende og ulækkert at gøre det, oplevede jeg forleden aften, hvad jeg tror var et Herman Bang-øje-blik. Og jeg kan konstatere følgende i relation til de just stillede spørgsmål: INGEN betragtede mig. Jeg kunne på INGEN måde genkende mig selv i scenariet. Og der SKETE for så vidt egentlig slet ikke noget. Men det jeg så, var så uafvendeligt virkeligt og i værk, at ... ja, at jeg netop kun kunne betragte og betænke.
Fra venstre side i bus nr 13 på vej ind mod byen for at spise en middag med min gode ven med Four Tet meget højt i ørerne, ser jeg først tilfældigt, så helt fokuseret og ublu ind i en rød Peugeot 106, der nærmest triller ved siden af bussen, lidt i samme tempo, så langsommere, så op igen. Inde i bilen, på passagersædet ligger en ung mand med lukkede øjne. han ligger, fordi sædet er vippet bagover. Ikke helt, for han har noget af det der leddeløse udtryk, man har, når man sover siddende i tog fx. Han er syg. Ikke bare denne aften. Han er helt klart i et sygdomsforløb - som virker ekstra grusomt, fordi han er ung - måske 27 - fordi han er tynd og bleg i sit ansigt, og så fordi han har et tæppe over sig. Kombinationen af tæppet og søvnen og feberen i den lille bil på Søndre Ringgade er et voldsomt syn, fordi det er så skrøbeligt og intimt, og så lige for mine øjne. Men sønnen er et billede. Ikke statisk, men et billede af noget, jeg reagerer på nu og her. Historien sidder ved siden af.
Det er en mand, der er væsentligt ældre end den unge mand. Omkring de 60. Strikketrøje, gråt skæg, stålbriller. Det er hans far. Og selv om hans ansigtsudtryk primært skyldes, at han fører bil og skal koncentrere sig om trafikken - blandt andet den store bus på hans højre side, som hele tiden bølgende bevæger sig i udkanten af hans blik - så fortæller det også hele historien om dette gamle liv, der nu på - hvad ved jeg - syvende år, kæmper for at skærme og varme det unge skrøbelige liv, han har vakt i sønnens krop. Hans optrukne skuldre, hænderne på klokken 10 og 2 på rattet, kroppens foroverbøjede holdning så træt og tung som en hængeklippe. Det er ham der har trukket tæppet op over brystet på drengen og forsigtigt lukket døren i den lille bil, og igen kørt mod hospitalet eller skadestuen. Med kræfter han ikke længere har, men alligevel kan hente ud af sønnens tomme hylster, som endnu en menneskelig tryllekunst i kampen for livet, der måske har været slut længe.'
Jeg har altid opfattet Herman Bangs blik som et empatisk blik. Det er det nok også - men jeg tror nu også det er nysgerrigt og nøjeregnende. Måske endda lystent. Fordi øjet er så suverænt og potent et redskab.