Som man vil kunne fornøje sig med andetsteds her på Bloggen [Spørge Jørgen] kan man med fordel genbesøge de gamle børnerim, for at blivet slået af deres paradoksale indsigt og lærdom. Ofte strækker deres indhold sig langt længere, end man tilskriver fjollede rim og fortællinger. Det kræver kun et ganske lille dekonstruktivt blik. I dag skal vi kort og gysende kaste det blik på denne kendte remse:
Peter Mathiesen
red på grisen
over isen
med avisen
først gik isen
så gik grisen
så gik lille Peter Mathiesen
Her har vi i koncentreret form ikke bare klimakrisen, #metoo og avisdød samlet i eet billede, vi får også forklaret, hvorfor vi som menneskehed - og i nogen grad og afhængig af, hvem der læser med - som køn, blev ramt af katastroferne.
Peter Mathiesen er tæt på at hedde hr Danmark, hvertfald til fornavn. Hans efternavn kommer jo af, at vi har brug for et rim, der kan få dyret med i teksten. Derved kan man sige Mathiesen bliver det samme som enten en dansker, der spiser gris (bacon) eller, hvad der måske umiddelbart virker mere logisk, hans placering taget i betragtning, avler grise. En bondemand med andre ord, en landlig figur måske. En der er rural nok til at kende til landskabet og smutvejene og jo ikke er bange for at bruge hverken dem, eller alternative transportmidler, skulle det knibe med andet. Gå selv kan der ikke være tale om.
Denne mand - hr Danmark-griseavler-dovenlars - har, hvad enten han avler og eller kun spiser gris, som bekendt medvirket til at udlede en del Co2. Her ikke iscenesat som hovedansvarlig, mere som ufrivilligt offer for egen nærsynethed på linie med så mange af os andre, der har kørt bil, fløjet til Bali eller købt for meget tøj. Selvklart bliver remsen og ironien jo så meget mere tydeligere, når vi ved at grisene (eller ikke dem per se) på så mange måder er affillieret med drivhusgasser og - hvis vi ønsker at det under isen flydende vand ikke bare er koldt, men også dødt og gyllemættet - forurening.
Denne mand er som det fremgår jo både en mand, men også en ældre mand med en - nu skal vi være varsomme - skandinavisk baggrund. Hvis man er med på joken gør vi ham bare hvid uden videre dikkedarer, for denne hvide mand skal jo dykkes, som diskursen tilsiger det i disse tider. Og hvorfor skal han det? Fordi han er en idiot. Han sidder der fjollet og onkelagtig på ryggen af et svin. Nu er remsen jo forbilledlig kort, uden nogen forhistorie - så ud over vi kan slutte os til han gerne vil et sted hen; et sted på den anden side af det isbelagte farvand, kan vi måske tilskrive ham en vis selvretfærdig impulsivitet: Er Ford’en død? Er sejladsen indstillet? Er vejene føjet til? A tager sgu Gurli over isen til min bror. Han skal læse avisen efter mig, sådan er aftalen dette halvår. Afsted med ham. Farvel med ham.
Og ja, Hr Mathiesen er så udstyret med en avis - hvad der egentlig kunne have reddet ham fra det risikofyldte forehavende, hvis det havde være en avis som Information eller Politiken, men det er i denne remses forudseenhed ikke Aktuelt … - som er det tredie symbol på remsens klartseende spådom. For folk med avis er en uddøende art. De larmer, slikker på deres fingre, læser ekstremt langsomt, ved alt muligt om alt muligt, man ikke behøver vide noget om og har tilmed ofte en holdning til noget.
Remsen stiller det - heldigvis, for jeg er selv hvid, mand, avislæser og flexitar - ikke op som om der er en årsagssammenhæng, men mere som en elegant udredning af to omgange - en slags spejling.
Først har vi Manden: Det er mennesket og måske med en tendens til at det er dét køn, der står i centrum for katastrofen (jeg ved ikke, jeg har måske vænnet mig til at føle skyld på mit køns vegne?)
Dernæst har vi det mennesket har gjort ved dyret - eller naturen, som ikke er rimeligt: En gris er hverken et ridedyr eller nødigt at avle i så voldsomt omfang som vi har gjort (gør?).
Sluttelig dette altmodische medie, som her tjener til yderligere marginalisering af staklen: En avislæser. Havde han brugt telefonen som så mange andre var han jo aldrig kommet udenfor en dør.
Og så kommer den poetiske retfærdighed buldrende i de sidste tre vers: Naturen slår tilbage mod det overmodige manspreadede mandekøn på den lille fede svin, som man en passant får lyst til at se med avisen foldet til en hat på hovedet:
Først gik isen. Så gik grisen. Så gik lille Peter Mathiesen.
Bemærk diminutivet “lille.” Nu er han reduceret til det fjols han hele tiden har været, og vi nyder at drille ham med det. Uagtet han sikkert omkommer med sin gris og den våde avis.
Det er næsten uhyggeligt, eller det ér uhyggeligt, hvor tydeligt det har stået der i remsen alle disse år.
Som det er med flere rim og remser kan jeg ikke finde hverken årstal eller forfatter på Peter Mathiesen. Men han lever jo alligevel og har det godt. Så længe det varer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar