KONGEMAGT

jeg læner mig op ad en konge

for det kan man gøre i Danmark

og visse andre steder

mens man betragter undersåtterne haste forbi

med ting de skal have byttet

eller har forkøbt

eller købt før men glemt 

mens de tænker på parkeringsbilletten

hurtigretten

eller den endelige dom

jeg læner mig op ad kongen

og låner lige nøjagtigt ingenting af kronen

for selv om han er lavet af materialer meget mere døde og giftigere end mig

så er alle omkring mere forbundet til ham

end til den skikkelse der er krøllet sammen ved hans fod

som er en plint som man kunne bygge en udestue af

hvis man havde en have

et kongerige

en hest

eller en hund der ville stå på den anden side af ruden

med en tennisbold i kæften og spørge om ikke 

man kunne bruge sine arme til noget fornuftigt

noget andet end

denne formålsløse kvasirepublikanske lyrik

trofast til bolden og tilbage til herren igen

neongrøn klode stiger over landet som en punket sol