Et møde mellem en græsslåmaskine og en springmadras foran en hemmelig familie. Himlen er barberet ned til det blødende ler, der ufølsomt letter som fnug. Det er ikke de samme adskilte genstande, men de venter på det samme og bliver til det samme. To spillebrikker.
Det er og bliver et storskraldfotografi. Noget af det jeg faktisk altid undgår at fotografere, men her blev scenen for tydelig, spillet for oplagt surrealistisk. Der er et element af popkunst i det, som jo ligesom Duchamp prøver at skubbe readymaden ind i en anden betydning. Måske er det fordi der også ligger en slags vittighed eller fortælling gemt i de to fremmedelementer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar