jeg ser sport
og jeg ser sport
lytter til endeløse analyser og hierarkiseringer
forskønnede båndsløjfer
der får mig til at glemme
det er sport
der er sport
i mit hoved Berlin
Paris Elben Nice
vender kroppen
holder blikket
så jeg ikke mister glimtet
af den nye mytologi
Det er _____________ at findes
____________ at være til.
Min _______ fyldes op mens
mit __________ drænes af
_____________.
Et møde mellem en græsslåmaskine og en springmadras foran en hemmelig familie. Himlen er barberet ned til det blødende ler, der ufølsomt letter som fnug. Det er ikke de samme adskilte genstande, men de venter på det samme og bliver til det samme. To spillebrikker.
Det er og bliver et storskraldfotografi. Noget af det jeg faktisk altid undgår at fotografere, men her blev scenen for tydelig, spillet for oplagt surrealistisk. Der er et element af popkunst i det, som jo ligesom Duchamp prøver at skubbe readymaden ind i en anden betydning. Måske er det fordi der også ligger en slags vittighed eller fortælling gemt i de to fremmedelementer.
Jeg er i Wien
min tunge er opsvulmet
så
jeg taler ikke gerne
heller ikke om mig selv
eller noget andet
jeg er i Wien
og jeg ser og oplever
ting jeg gerne vil tale om
og hvad de gør ved mig
hvordan de ser ud og
smager
på tungen
som jeg har brændt mig på den
bidt i den
og min krop ikke har energi til at
reparere den
betændelse
og ruhed
blæner
blister
jeg er mest i mine tanker
om tungen
i Wien
Han sidder i toget
blikket hviler i det landskab
han kører gennem.
Et træ
en gård
en bro
en bil som kører på vejen langs med jernbanen i næsten samme hastighed
som hans inde i toget.
Umuligt at forstå ikke at måle.
Med de rette instrumenter.
Regnearter.
Han tænker på de ting han ikke har fået ryddet op i
og smidt ud.
Han tænker på stationen
hvor han stod og ventede.
Kold og nøgen mellem plakater og automatiske døre.
Han tænker på
hvordan rytmen
svarer til pulsen
som han kan mærke med hjertet på ryggen.
Lyden af ordet sveller.
Tænker han på.
Et træ
en gård
en bro
en trailer parkeret ved en skovsti
en mand ved en overskæring kigger forbavset på hans blik.
Han kigger selv efter han er kørt forbi.
Han tænker på de bakker der lå
de træer der stod
for længe siden
hvor en dreng og pige
kælkede klatrede
lo.
Højt som kun de glemsomme kan.
De uskyldige.
Som ham.
Grådløs. På en anden måde.
Ruden er både blank og gennemsigtig.
En fugl
en sky
en sø
en kvinde på en cykel med motor.
Nederdelen flagrer foran det sorte stel.
De usynlige eger.
Han tænker på
at blive beskrevet.
Blive set.
Læst.
Rammet ind.
Som en skitse eller et udkast.
Han tænker på en tegning han så på et museum i Paris.
Hvordan den hvis den
kunne
ville spørge hvad den lavede der
i et oevre der først og fremmest består af færdige værker.
Rummet
himlen
lyset
mørket.
Sporet.
Han tænker på at ankomme.
En ny station.
Han tænker på hvordan man kan mærke farten sænkes
og toget standse.
Hvordan togets døre åbner sig mod de nye passagerer.
At stige ned i perronens menneskevarme
nøgen og kold
udhvilet efter rejsen.
