FLASKEPOST

Flaksepost

Jeg forestiller mig jeg har sendt en flaskepost af sted engang, men jeg er ret sikker på jeg aldrig har gjort det. Hvordan kan det nu være? En falsk erindring?

Men gør det noget? Jeg kunne da godt tænke mig, at give mig lov til at kunne huske jeg engang har sendt en flaskepost af sted. Der er så meget velkendt ved det. Materialerne. De klare facts. Opfordringen til at skrive tilbage. Ritualet. Havet. Tiden.

Da jeg boede i Aalborg havde jeg mit værelse i kælderen. På bagsiden af den ene skabslåge skrev jeg engang en sætning om livet og døden og i dag kan jeg forstå, også noget om at være sytten år gammel og forvirret. Da jeg skrev den sætning vidste jeg den ville blive læst. Af nogen. Som jeg ikke anede hvem var. Det var sådan set også ligemeget. Det vigtigste var, den blev læst. Selvom man forestiller der aldrig var nogen der læste det, ændrede det ikke ved glæden over at skrive det, for det kunne ikke tænkes, at det ikke blev læst. Det gjorde ordene vigtigere, mere betydningsfulde, at de ville blive læst af en fremmed.

Når man sender en flaskepost er det ikke ordene, der er det vigtige. Det er digselv. Du sender din identitet ud i verden, for på paradoksal vis at stedfæste du har én.

Og så sker det nogen gange, at der kommer svar tilbage: Du findes! Du skyllede op på en strand et sted. Som et bortkommet barn eller en udmattet overlevende lå du der og blinkede til virkeligheden iklædt et menneskes skikkelse. Et læsende, tænkende, flaskepostgenkendende menneske. Der på sin vis også blev bekræftet i sín eksistens, fordi det kan bukke sig ned, samle en matsleben flaske op med prop. Og indeni se det sammenrullede rituelle pergament: Verden findes, den er befolket, den er lige skyllet op i din hånd. Ergo findes du også!

Jeg har af aldrig modtaget et brev fra Sydamerika eller Nordafrika, som svarede på min flaskepost. Og hvis ikke jeg har sendt én, kan det jo være forklaringen. Men det kunne jo også være situationen, hvis jeg hávde sendt én. Den er blot stadig undervejs. Vugger derude på oceanet. Undviger containerskibe så store som nationer, plasticøer så store som halvkugler. Gyngende mens glasset holder stand med sine tætsiddende atomer. Vuggende den lille rulle, som blødt slår sit budskab på siderne. Når man flyver er der altid et kort over alle de ruter selskabet flyver på. Europa dækket ind af et spind af røde, spændstige, af kloden buede streger. Fra Frankfurt til Formentor. London til Lissabon. Jeg kan fint forestille mig alle Atlanterhavets flaskeposter indtegnet på samme vis. Små førerløse flasker flyder mellem kontinenterne, men i skæbnens fastlagte ruter.

Måske har jeg sendt en flaskepost af sted med et af mine børn? Blind passager på barnets leg? Det kan vel være lige godt. Så længe man ikke får svar, er der håb om at man findes.