TOLV TIDSBILLEDER FRA PARIS

Prince Paris

Der er nok at tage billeder af i Paris. Det er en storby med storbyrum med storbymennesker i storbystrukturer i storbybygninger.

BYENS RUM opstår når naturen (nogle gange mennesket, nogle gange andre organismer og nogle gange naturlovene) bliver fanget i eller undviger bygningsmassens huller. Byens rum er horizontale fald eller klaustrofobiske klodser. Byens rum er øjenfælder. Som universets sorte huller kan de opløse perspektivet og tiden.

BYENS BYGNINGER er fikspunkter på arkitekturens og kulturens stjernetæppe. De er svævende stationer på metrooversigten og de rejser sig i bevidstheden, selv når man ikke længere er i byen. Eiffeltårnet er nok det bedste eksempel fra Paris. Selve strukturen og den karakteristiske form rager op i hjernens virtuelle landskab - som en animeret erindring. Bygningerne fortæller historier om de tider vi bringer den som offergaver. År efter år.

BYENS STRUKTURER er i dette tilfælde alle de metalliske skeletter man kan få øje på. Før eller siden bliver de nok til rum, men inden det er det fibre eller knogler eller måske fremtidsfossiler, som man bevæger sig rundt i. En forstenet jungle, hvor macheten ingen værdi har. Støbeformene må have en egen planet som kirkegård.