I denne uge disse ord på min hinde
Interessant er det så, at ordet bomme også kan betyde at 'misse' - som 'ramme ved siden af'. Her er ordet imidlertid afledt af ordet 'bum!', som er et onomatopoietikon for den lyd et skud siger. Hvordan lyden af et skud er lig et fejlskud forstår jeg dog ikke; det er da svært af vide, om man på forhånd har ramt ved siden af? Måske ligger slægtskabet i at man heller ikke kan vide om man rammer, når man tigger, eller også kan vi opfinde en forklaring ved at lytte til en bøf.
For hvorfor hedder en fejl nu en 'bøf', når der for det første ikke er noget galt med en bøf, og en fejl for det andet sjældent er spiselig?
Det hedder en bøf, fordi man både kan begå en fejl OG franarre nogen noget, når man 'bøffer'. Man vil måske kunne huske udtrykket fra mediernes uskyldige ungdom, hvor man hvert år ved juletid fik kavalkader af 'bøffer' fra radioavisen eller tv-udsendelserne, ligesom man vel kan genkalde sig udtrykket ' at blive bøffet for en tyver'. At ordet lige blev 'bøf' kan man kun gisne om. Måske har det noget med dets lydlige associationer at gøre - ø'et har det med at dukke op i allehånde skøre sammenhænge, måske er bøffen bare et godt billede på noget, der kan se meget forkert ud i den rette (forkerte) sammenhæng. Jeg minder om, at det også hedder en 'beef' på engelsk. Sluttelig er bøffen måske ikke et ueffent billede på en kriminel kleppert? Under alle omstændigheder deler 'bomme' og 'bøffe' altså det fællesskab, at de begge to har to betydninger, som faktisk er modstridende - det er vel en slags sammenhæng, uden det er en direkte forklaring.
Ugens mystiskeste ord er betegnelsen 'slik' for de søde sager man har for (u)vane at spise. Hvor mange andre ord kender De måske, som betegner en genstand med det man gør med den? Et køretøj? Tjah, bum, bum - ikke egentlig. En klemme er ikke helt ved siden af, men dog stadig et instrument. Der ikke mange mærkevarer, om jeg så må sige - ikke mange objekter der hedder noget man gør: Der findes ingen klø, svede, sparke eller stikke. Ikke uden de får genstanden vedhæftet: En gåcykel, et kradsebræt, et tyggegummi o.s.v. Eneste undtagelser finder vi hos værktøjerne, som logisk nok præsenterer denne sproglige konstellation i rigt mål: En høvl, en sav (som man dog vist skærer med - så er skær da), en hammer og et bor. Men taler vi om navneord, der ikke betegner værktøjer, så er og bliver slik en unik beskrivelse af en genstand. Jeg er pinligt bevidst om at vi bevæger os på kanten af noget lummert, men jeg skal gøre mit bedste for alene at snakke om slik.
Der kunne ligge en semiotisk sandhed i, at netop dét ord for dén genstand er så simpelt et match, da netop slik hører til den barnlige del af virkeligheden - inklusive sproget. Der er med andre ord en ret uhindret forbindelse mellem tegn og indhold, for så vidt man anerkender, at verbet slikke ikke er arbitrært. Igen fristes man til at lytte til ordet, og med en vis tilfredsstillelse (…) konstatere det nok ikke er helt ved siden af. Etymologisk bevæger vi os faktisk i flere sammenhænge netop dér - tænk på lyden af den den tynde lerblanding (slikker) man bruger til keramik, eller forestil dem lyden af små bølger, der slikker strandkanten eller molen. Desværre for denne ekskurs er den egentlig etymologi nok knyttet til betydningen 'en slik', som 'en smule' - da man jo netop sjældent får store mængder slik. Eller rettere fik. For jeg skal da lige love for der er blevet stillet på mængde- og målforhold i netop dén branche indenfor det seneste. Biografen ligner mere end nogensinde noget fra Dantes inferno, hvor folk tvinges til at spise og drikke sig gennem deres egen grådige understregning af, hvor fedt de vil gøre det for sig selv.
Jeg foretrækker dog den første forklaring, og kunne fx argumentere for den ved at inddrage begrebet spytslikker, da enhver jo ved det kræver mere end en smule spyt, hvis man vil opnå noget med sin fornedrelse.
Deres ydmyge tjener.
Gyldendals Etymologi og Fremmedord
Webster's New World Dictionary
ordnet.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar