PÅ MUSEUM

Billeder om en forestilling

Jeg fyldes altid af glæde på museum fordi jeg ved vi her er i et fællesskab om noget, der er så skrøbeligt ellers. 

Her skal man ikke gå og vedligeholde et værn mod hadsk og hånsk tale, fordi man godt kan finde ud af at synes een rød farve er mere udtryksfuld end en anden. På museet må man godt glo sådan virkelig glo igennem, uden at skulle bekymre sig for hvordan eller som hvad man virker. 

Æstetikken er så skør ude i gaderne. Selv skulpturerne står og gemmer sig i det offentlige, fordi de og vi ikke aner om hovedparten af de tilstedeværende ville slå en rå latter op, hvis man dvælede ved en vandkunst eller et gavlmaleris poesi. 

På museet kan vi og de og alle te os lige så seriøst og pjattet med abstrakte udtryk og fortænkte former som vi vil. 

Jeg kan godt se det lyder finkulturelt og distancerende. Men hvis vi nu tænker det som et fællesskab i disse reelle fællesskabsfattige tider. Som at være på stadion eller måske i cirkus? På biblioteket. Dét er også steder, hvor man er del af et fællesskab, som har mere eller mindre veldefinerede kontrakter. Det er i kontrakterne skønheden ligger: Hvor dybt stikker forståelsen, dedikationen og kærligheden til det fællesskabet er samlet om?

For tiden synes jeg fælleskabet er blevet en overfladisk størrelse som man kan joine eller abonnere på - noget man tilkendegiver eller screenes ind i - et statement eller en foranstaltning. Fællesskabet som det forpligtende, indforståede (som i betingelsesløst accepterende) og selvudleverende kan man lede længe efter.

Tager vi fx to af de nævnte eksempler, som burde være ægte og dybe fællesskaber, så kan man på stadion vel føle sig tryg ved at holde af så skøre ting som boldens flugt og 1-2-3-pasninger, men på den anden side ikke vide sig sikker, hvis fankulturens fællesskabsfølelse kommer i spil. Så er begejstringen for en lang bold ikke nødvendigvis comme il faut på de lægter hvor dú står. På biblioteket kan du også føle dig tryg ved at være i et skrøbeligt lånende og læsende fællesskab, men så snart det skal defineres nærmere, kan den medborgerlige forståelse måske godt gå på grund, når man står i køen med sine latterlige tegneserier eller okkulte helseopskrifter. 

På museet derimod, er det svært kun at abonnere på een maler eller een periode. Man kan selvsagt have præferencer, men på museet er den grundlæggende kontrakt; 'kunst er et plausibelt udtryk der fortæller om mennesket og dets virkelighed', så radikal og religiøs, at man altid kan føle sig i gode hænder og forsyn.