Alt fortalt
Ved læsningen af de sidste sider i 1Q84 (bind 1) denne tanke:
Når man læser arbejder man altid også med tiden. Narrativiteten. Fortællingen som i litteraturen fordobles gennem læsningen. Teksterne er kapsler af tid man kan lukke op og i og leve med og gennem. Måske blive klogere. Men som minimum bevæge sig gennem som gennem livet. I et tidsrum. Nogle gange er der en kongenialitet mellem den tid der fortælles om, og så den fornemmelse man har af at læse i (lang) tid; fx slægtsromanerne. Andre gange er læseoplevelsen ujævn og forstyrret, fordi tekstens tandhjul (undskyld billedet, men det lå lige for) ikke griber ind i hverken fortælling eller læsning, hvad der ikke gør oplevelsen af (læst) tid mindre.
Dette fantastiske kronotope univers er alt nok til vi tidsjunkier, men tanken - da jeg i formiddags lå på venstre side i min seng og over kanten af bogen kunne se karmen med blomster foran birketræet og den lyseblå kolde himmel bagved udenfor og vendte sidste side mens mine øjne sprang fra "Ja." "Har du lyst til at skrive fortiden om?" til "Har du ikke det?" og jeg både kunne se og mærke og vidste bogen ville slutte om et minut - var at, når vi har læst bøger, så bliver vi ikke blot i stand til at tale om dem og næres ved dem i denne samtale. Vi har på en vis også befundet os i deres tid. Hvis man kan bære analogien kan de sidste scener fra Truffauts filmatisering af Fahrenheit 451 godt bruges, hvis ikke, skal man forestille sig, at læsning ikke alene er en intellektuel praksis bundet op på sprog, viden og bevidsthed, men også en 'parapraksis' - en sidebeskæftigelse - hvor vi læsere læser os ind i et (tids)rum, der ligger udenfor tiden, fordi vi kan mødes i det - ligegyldigt, hvornår vi har læst bogen.
Den er ny for mig, men næppe for Paul Ricoeur og Aristoteles.
Den betyder jeg kan åbne bøger på en måde mere.
Og selvom jeg læser, så går tiden ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar