MR FACE VALUE - BOWIES ANSIGT AN SICH

"Judge it by the cover! I dare you. Judge it by the cover!"

Ikke nogen særlig original vinkel vel? Men vi prøver alligevel at kigge på hans to seneste covers. 
Her som jeg mødte det første i forbindelse med singlen 'Where are We Now?'

Og her som albummet 'The Next Day' kommer til at se ud.

Bowie har gennem sin lange selvoptagne karrirere formået at konkretisere ansigtet - an sich. Det er i hans tilfælde ikke en talemåde, at han har mange ansigter. Han har skiftet dem som andre skifter masker. Det er derfor man ofte nævner kamæleonen og ikke maskespilleren, når man skal karakterisere ham. Eller det ved jeg jo ikke, men jeg opfatter ikke hans ansigter som roller - måske netop fordi han har holdt så kategorisk på det altid skulle være det, der bar hans persona. Alle covers prydes af dette ansigt - ganske få tager hele kroppen med - og altid er der dette unikke dobbeltblik fra kraniet ud gennem ansigtet, som for at understrege det bipolære og dialektiske i ansigtsmaskens evindelige skiften. Hvor man oplagt kan tale om look i andre rock- og popstjerners tilfælde, så er det hos Bowie ikke hele outfittet han betoner, men væsentligst ansigtet, der bærer det nye.
Det er selvfølgelig også derfor de seneste covers er særlige. Både på det ene og det andet er ansigtet jo forsvundet. Så hvad er det han fortæller os?
Han fortæller han os - i god overensstemmelse med hypen og foromtalerne og singlen - at nu får vi endelig den rigtige vare. Den 66-årige er (endelig) nået til år og skel mellem virkelighed og reality, hvad man kun kan fortælle ved - paradoksalt nok - IKKE at have et ansigt på coveret. Bowies sande jeg er ikke til at vise. Det er vi nødt til at tænke os til. Hans sande jeg er selvfølgelig en platonistisk konstruktion, hvor ideen om de skiftende identiteter er det mest ægte, hvorfor vi kun ser en skærm, hvorpå han gentagne gange har projiceret sine ansigter. Det er lykkedes ham at gøre det skjulte til det sande. Det er en ultimativ kamæleonisk manøvre mere end tæt på Magrittes signaturgreb. Alternativt kan man vælge at tolke firkanterne som spejle, og forstå hans ansigter som noget vi fans, lyttere, tilbedere og apostle har skabt i vort billede - ikke mindre virkelige, men bestemt mere attitituderelativistiske.
Så hvor er vi nu?
Alt efter temperament kan man vælge og sige, han har taget toget til hauptbahnhof en sidste gang - og derfor ikke er rejst incognito. Man kan også vælge at sige han - især med Heroes-coveret - vipper billedet en sidste utrolig gang og - måske en smule mæt af dage-melankolsk - konstaterer, at selv det glatte (i.e. rynkede) ansigt er et blandt andre, og bare fordi det ikke er nyt, så er det stadig et i rækken af alle de andre.
Andy. Here's another 15 minutes. Mesterligt.

Hvis man vil vide, hvad designeren har tænkt - så står det her:

http://virusfonts.com/news/2013/01/david-bowie-the-next-day-that-album-cover-design/