tirsdag den 25. december 2012

MIT TDC - en analyse













Ring my bell

Nu har jeg - og sikkert også De i flere måneder set, kigget og lyttet til TDC's seneste kampagne, hvor en række af kendisser som Casper Christensen, Peter Frödin og (faustisk akustisk) L.O.C. har figureret - måske endda i ordets bogstavelige forstand. For hvorfor er det dog de er så gode - de spots og annoncer? For det ér de. Jeg kan ikke lade være med at se på dem, måske endda nyde og dyrke dem en lille bitte smule, hvilket selvsagt irriterer mig, men jeg gør det altså ubehjælpeligt alligevel. 
I lang lang tid troede jeg det var fordi motiverne var paparazzi-agtigt orkestrerede: Man fangede ligesom personerne i nogle intime situationer og skyndte sig at kigge så godt som muligt efter, for nu ikke at misse noget. Her taler vi selvsagt mest om den med hr. Christensen og frk. Mikkelsen, men også Frödins havde et skær af dokumentarisme.
Men det er ikke det. Alfald ikke det hele. 
Der er jo også noget endorsement-agtigt over sagen. I cremet cocktail med markedsanalysen, der dikterer idoler og stilikoner til det yngre segment. Således ser vi ingen Jes Dorph tjekke post eller Suzanne Brøgger streame videoer. Vi ser fitte fjæs og rotteræs-betvingere. Vi ser folk der vides hvem er ved første blik - men ikke mere end at man føler sig alene om at vide det.
Men det er ikke det. Alfald ikke det hele.
Først i dag ved avisen gik det op for mig. 
I annoncen står omtalte (faustisk faktiske) L.O.C. i helt traditionel sms-læse-attitude et helt ikke-steds-agtigt sted. Ansigtet let lyst op af skærmen i hans hånd. Den personaliserede håndskrift svævende autentisk over ham. Og jeg kunne sandelig se mig selv! Og jeg kunne endelig forstå, hvad det er de har gjort. De har fundet det almindelige frem hos de ualmindelige, så vi bedre kan se, hvor tæt vi er på dem. Det er ikke Oh Land som stjerne vi ser og stræber efter. Det er satangalemig Oh Land som mig!
Så med TDC bliver jeg ikke som en kendis - men kendissen ligesom mig, så jeg kan føle mig som den. Det minder om mantraet fra Joachims og Alexandras skilsmisse, der (frydefuldt) konstaterede hvor meget de var som os. Hvad der skulle gøre dem bedre royale? Det er en forunderlig verden af varer og udveksling vi lever i.
The Double Complete.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar