søndag den 16. juni 2013
ET MIT-EGET-BLIK-BLIK
En morgen på vej til arbejde i min bil, ser jeg en rød varevogn i den modsatte side af vejen. Den har ingen mærker eller navn på siderne. Den er beskidt og en del år gammel. Den har samme farve som en falmet ordbog. En Toyota HiAce vil jeg tro.
Den holder oven på den rabat, der ligger mellem landevejen og cykelstien. Der er skov på varevognens side. På min side løber varmerørene, og bag dem ligger golfbanen.
Da jeg er kørt forbi kan jeg se, at både bagsmækken og skydedøren står åbne. Der er både lyst og mørkt i rummet. Jeg kan ikke se, om der ligger noget inde i bilen, men det vil der gøre.
For lige før jeg passerede bilen, får jeg et glimt af en mand i røde overalls med lysende sikkerhedsstriber på. Han holder en ung buk i dens bagben og opsatser, så forbenene stritter låst og hjælpeløst op i luften. Han kigger ikke på bilerne, der kører forbi.
For lige før jeg passerede bilen, får jeg et glimt af en mand i røde overalls med lysende sikkerhedsstriber på. Han holder en ung buk i dens bagben og opsatser, så forbenene stritter låst og hjælpeløst op i luften. Han kigger ikke på bilerne, der kører forbi.
Det er især farven jeg kan genkalde mig. Den var nærmest gylden. Måske fordi pelsen er så ny på denne tid af året.
Jeg tænkte det kunne være mig.
Etiketter:
arbejde,
Bare døden,
blik,
busser og biler,
dyr,
død,
natur,
skoven,
trafik,
øjemennesker
onsdag den 12. juni 2013
QUEENS OF THE STONE AGE - … LIKE CLOCKWORK - COVER
Klimt med et glimt
Hvad Boneface siger QOTSA er oplagt - også når man betragter deres tidligere albums: Klar, farvestrålende logobåret grafik. Alt det pop der ikke er i musikken finder vi på omslaget. Især debuten 'Rated R' står som en klassiker på linie med Spiritualized's 'Ladies and Gentlemen… We are Floating in Space'.
Som man måske bemærker har Boneface blandt andet lavet mixet mellem de to malerier ved hjælp af en maske. Denne åbenlyse dobbelthed, som Klimt egentlig også har med, fortæller måske noget om den lakoniske sandhed, som titlens 'memento mori' også lægger op til: Vi ved godt, hvordan det kommer til at gå. Sandheden er ilde hørt (hvad man kan se på den tårevædede kvinde, hvis Q'vindelighed yderligere defloreres (med et penselstrøg) i det nye logo), men der er jo også en intimitet i det morbide.
Måske skal vi have endnu en wienerkunstner med, for at få hele kabalen til at gå op:
Wiens paradoksale, dekadente og dødssyge fin-de-siecle-kultur lever og har det godt. Det har coverkunsten heldigvis også.
Boneface
Etiketter:
covers,
Egon Schiele,
grafik,
kunst,
paradokser,
parafrase,
pladecovers,
pop,
rock,
Wien
tirsdag den 11. juni 2013
mandag den 10. juni 2013
VELFRISERET UGLE SØGER RAGEKNIV
Ord og vendinger der påkaldte sig min opmærksomhed i uge 23: 'Sætte foden i døren og blokere', 'casus belli', 'skrap', 'at køre alle over med en kam', 'blame game'.
To nye versioner af ofte misforståede eller -opfattede talemåder bankede også på de ømme trommehinder denne uge: Hvis man sætter foden i døren er det næppe for at blokere noget - nærmere for at holde nogle muligheder åbne. Men hvis man sætter foden ned (igen blander det engelske sig i det oprindelige udtryk), så er det da fordi man ikke gider mere. Så 'sætte foden i døren og blokere' giver ikke mening, med mindre man da klasker hele sin flade sål op på døren for at holde den lukket med en sådan kraft, at noget af foden går ind i materialet …
Landsholdet har sprogligt betragtet jo haft (og har til tider stadig) ret alternative brugere, hvad angår både ordforråd, metaforik og diktion, og i denne uge tog Jess Thorup (U21-landstræner) i den grad arven op med denne smukke vending: "Man kan vel sige, at sådan er det blevet generelt med de unge mennesker i dag uden at køre alle over med en kam." Man fristes til at tilføje det kunne blive svært med al det voks de har i håret pt. Man SKÆRER alle over een kam, fordi udtrykket er hentet fra gamle dage, hvor 'hårskæreren' kunne behandle alle på samme lidt grove måde, når han skar (i.e. klippede) dem. Thorup mener selvsagt det samme som talemåden, men det er svært at høre!
'Casus belli' er et udtryk jeg hørte for første gang i denne uge. Det betyder 'krigens årsag' og er vel sagtens opstået i efterkrigstidernes jura og analyser, fordi en sådan altid vil og må kunne findes. Mordet i Sarajevo kan tjene som eksempel - selvom man måske kunne forestille sig andre grunde end mordet på Franz som den egentlige årsag til krigen. Her kan Iraks masseødelæggelsesvåben tjene som et andet eksempel på 'casus belli'.
Vi slutter af i det kønspolitiske: En god kollega - kvinde - oplevede at blive kaldt 'skrap' i forbindelse med sin uddannelse, hvad hun prompte protesterede mod, da hun mente man aldrig ville kalde en mand for skrap, men noget mindre pejorativt som 'bestemt' eller 'hård'. Hun har givet ret. Skrap ville man aldrig kalde en mand, men mindre han var god til noget - fx spille dart eller kaste med knive. Med hvorfor hedder det 'skrap', og hvorfor har ordet to betydninger?
Ja, som man næsten kan se, er ordet skrap beslægtet med skarp - og hvor skrap har i rod i et ord, der betyder 'parat til handling', har skarp rod i et ord der betyder 'at skære'. Jeg synes måske ikke umiddelbart det løser den sexistiske anvendelse af ordet skrap om kvinder, der er parate til handling, og mænd der dygtige til noget? At man kan skære (fx hår) igennem, fordi man har værktøjet i orden, kan til gengæld nemt forklare, hvor skarp man er til det. Det kan selvfølgelig være, at hele miseren kommer af, at frygten for en, med et skarpt redskab bevæbnet og i øvrigt handlekraftig, kvinde bliver så intimiderende for en hankønssprogbruger, at han må ty til en indforstået (med andre mænd selvsagt) mobning af hende. Det gør man ved at lade ordet skrap blive negativt, når det er noget kvinder er, og positivt, når det er noget mænd er. Hvis altså manden kan se sit snit til det, inden det er for sent. Det er det så nu.
Research: ODS, Talemåder i dansk, fremmedordbogen
tirsdag den 4. juni 2013
søndag den 2. juni 2013
FORLISTE FRASER, NYE VINDE OG VENDINGER
Stole, aber, landbrug, spin og vind i uge 22, 2013
Kan man sige at talemåder efterhånden er blevet et laboratorium, hvor knap så dannede, men velmenende sprogbrugere på den ene side udvider betydninger og fortolkninger, men på den anden side svækker kommunikationen, fordi de sproglige varianter af de faste former nemt kommer til at lyde af noget andet?
Hvad vil det fx sige at noget "forsvinder mellem to stole" eller at "lægge aben over"?
Det hedder som bekendt "at sætte sig mellem to stole", og det gør det fordi det både resulterer i en dårlig siddestilling og sjældent ser nydeligt ud - og dermed er godt til at beskrive et futilt forsøg på både at blæse og have mel i munden. Hvis noget 'forsvinder mellem to stole' lyder det pludseligt mere af noget magisk eller uforklarligt. Det mener jeg ikke er en heldig merbetydning. Det svarer til at rette bager for smed.
Aben kan omtales på en række måder (sende vindere, have eller få, sidde med eller ende med), men er aldrig før hørt som et dyr der er 'lagt over'. Her er nok tale om en sammenblanding af 'lægge op til' og 'sende videre', men med den nye betydning, at aben nu er blevet en slags 'serv' eller bold i et spil. Og ikke på samme måde et problem eller … for nu at blive i faunaen, en sorteper.
"At grønthøste uddannelsesområdet" er egentlig helt i orden. Men kun for så vidt man kender til en grønthøster, og har oplevet den politiske (spare-)diskurs i så mange år, at metaforen er størknet som begreb. Ved man ikke hvad en grønthøster er, eller var man ikke til stede tilbage i 80'erne, hvor der (også) blev sparet over en bred kam, så kan udsagnet lyde sært. Det er første gang jeg hører det bøjet på denne måde; at grønthøste et område.
I samme boldgade (bøjningsformer) stødte jeg på udtrykket 'en naturvidenskaber'. I mine ører lyder det nordjysk på den ufede måde. Måske fordi det bare ikke klikker, at bøje noget så upræcist som man bøjer selvhentere, begyndere og genstande en bloc, når vi snakker livssyn, forskning, fag og videnskabsteori. At man kan sige en 'statsvidenskaber' undskylder det ikke. Mig bekendt er der stor forskel på en mikrobiolog og statiker. Skal man '-er' en person med naturvidenskabelig baggrund, så skal man gøre hende til forsker eller mediciner.
Ugens uden sammenligning mest overraskende udtryk stod i Information: "En vind-vind-situation"! Ingen er vel i tvivl om der her er tale om et aggressivt forsøg på at tilbageerobre noget af det tabte sprog - og props for det! - men hvor sér det dumt ud. Man kommer uværgerligt til at tænke på blæsten på Grenen eller i Issefjorden. Jeg vil dog her love at følge op på det, og bruge det ved alle kommende lejligheder. Skulle udtrykket få min modpart til at se uforstående ud, giver det blot lejlighed til en snak om talemåder og domænetab … en ægte vind-vind-situation!
Dette var også ugen hvor 'øv-dagen' viste hvor hurtig en karriere et udtryk kan få. Fra folkemund til folketing på fire dage. Fra helt regulær lortedag en smædesag. Det bliver spændende at se hvilken form det ender i, i ordbogen. Der er som i dette indlæg flere gange bemærket og bevist fordele og bagdele ved udtryk, der har mere end een fortolkningsmulighed.
ODS.dk, DanskOrdbogen, NARKIVE, vind-vind-situationen
lørdag den 1. juni 2013
DET SÆDVANLIGE
Something usually comes this way
Det sædvanlige skal ikke forveksles med det ikke-overraskende, som er langt mere spiseligt og acceptabelt. Det ikke-overraskende er udtryk for en kvalificeret livs- og selvforståelse, som måske nok kan snerre "hvad sagde jeg!" men ikke desto mindre aldrig kommer i nærheden af det sædvanliges sump. Man kender det sædvanlige punktum Hvis man ikke kendte det ville det ikke være sædvanligt.
At gøre tingene igen har altid en snert af tvivl om, hvorfor man så skulle gøre det sidst, når man nu står her igen med buskort, trillebør, lægetjek, sommerdyner, løbeskader og hjertesorger. Og 'igen' er omdrejningspunkt for det sædvanliges forbandelse. Både fordi der er noget ydmygende i gentagelsen - et nedrigt eksistentielt rotationsprincip: Gjorde jeg ikke også det her sidste år? Har jeg overhovedet flyttet mig? Og så findes der en endnu mere djævelsk variant, hvor man er tvunget ud i at gøre ikke bare det sædvanlige, men det man også sidste år og ALLE årene har vidst var forkert at gøre. Jeg taler om det sædvanlige man hvert år rystende og elendigt pakker ind i at det skal fandeme ikke gentage sig, for led og ked at pakke det ud af den forvitrede forbøn, når man står der igen. Dette kan lyde vel meget abstrakt, men lad os så eksemplificere med budgetter der ikke holder, løgne der holder lortet sammen, 'sådan gør vi jo her-kontrakter', længsler der dæmpes med såkaldt realistiske skøn og fester hvor man bliver for fuld og grådkvalt på een gang.
Nu er det som bekendt Kierkegaard-år i år. Og vor nationale tænkehat har også gjort sig tanker om gentagelsen.
Kierkegaard siger blandt andet at gentagelsens forbindelse med erindringen (fortiden) sikrer et mere fyldigt nu - nok noget beslægtet med hans 'uno tenore-teori' om at livet skal leves sammenhængende, som een lang tone, hvor vi så kan se gentagelsen som en understregning af, hvad vi kommer af, men måske også hvor vi skal hen. Jeg skal ikke indlade mig yderligere på fortolkninger af hans tanker, men da gerne se det positive i gentagelsen, hvis det er muligt. For man gentager jo også gode ting to gange om året. Der findes ting man ser frem til, fordi man ved de kommer: Kærlighed, fritid, salmer og samvær. Her er gentagelsen en indsigt i noget glædeligt, der kommer og nogle gange er indsigten så dyb og så levende, at det glædelige kan blive helt lykkeligt, når man igen drikker sig så fuld at man græder af begejstring, når man klikker kadaveret fast på cyklen for at inddrikke rapsmarkernes farver og dufte, når man finder sin adressebog frem til de postkort man skal skrive eller når man gør det gode, fordi det onde nu er lagt til side for en stund.
Jeg ville nok bare aldrig kalde de ting for 'det sædvanlige'.
Hvad mener privatdetektiven, stamkunden og gæsten egentlig, når de siger 'det sædvanlige' på beverdingen. Mener de det, der holder dem i live - eller det, der langsomt slår dem ihjel?
FEM HISTORISKE POINTER MAN IKKE KAN AFVISE
Time after time
2) Strafferedskaber som myndigheder opfinder vil borgerne før eller siden ønske at eje og udnytte - og omvendt.
3) Selvom byer siges at ligge, og være anlagt, ved floder af handelstekniske årsager, så kan man ikke afvise, at floderne også har udviklet tanker hos alle store stæders filosoffer.
4) Kastration er alle civilisationers uciviliserede fødsel.
5) Man kan (også) kende et samfund på den måde det behandler sine konger på.
Etiketter:
dekonstruktion,
fortid,
historie,
internettet,
lister,
natur,
paradokser,
penge,
politik,
samfund,
sex,
tid - på alle måder,
tiderne,
vand
Abonner på:
Opslag (Atom)







.jpg)






