Just drive, she said
En morgen på vej til arbejde i min bil, ser jeg en rød varevogn i den modsatte side af vejen. Den har ingen mærker eller navn på siderne. Den er beskidt og en del år gammel. Den har samme farve som en falmet ordbog. En Toyota HiAce vil jeg tro.
Den holder oven på den rabat, der ligger mellem landevejen og cykelstien. Der er skov på varevognens side. På min side løber varmerørene, og bag dem ligger golfbanen.
Da jeg er kørt forbi kan jeg se, at både bagsmækken og skydedøren står åbne. Der er både lyst og mørkt i rummet. Jeg kan ikke se, om der ligger noget inde i bilen, men det vil der gøre.
For lige før jeg passerede bilen, får jeg et glimt af en mand i røde overalls med lysende sikkerhedsstriber på. Han holder en ung buk i dens bagben og opsatser, så forbenene stritter låst og hjælpeløst op i luften. Han kigger ikke på bilerne, der kører forbi.
For lige før jeg passerede bilen, får jeg et glimt af en mand i røde overalls med lysende sikkerhedsstriber på. Han holder en ung buk i dens bagben og opsatser, så forbenene stritter låst og hjælpeløst op i luften. Han kigger ikke på bilerne, der kører forbi.
Det er især farven jeg kan genkalde mig. Den var nærmest gylden. Måske fordi pelsen er så ny på denne tid af året.
Jeg tænkte det kunne være mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar