samtale med bombepulsen
be like
hvornår går det her galt
den svarer
det gik galt for længe længe siden du
regnen er min trofaste revisor
den lægger små optiske forvrængninger på min hud
og min rude
det er smuthuller for håbet om en anden udsigt
og en balanceakt der konstant falder ned på kravebenet
livet smager som at stikke tungen ud
og slikke på en alexandriner fra sidste sommers fryser
en lynstang på tværs af rimet
gul og gammel som nikotin eller lak eller
papir gledet bag reolen
han vil ikke gå ned fra scenen
selvom han forbløder i lys
en Broby-Johansen-lampe i mini-skørt der spermer sig selv
han vil ikke slås af hesten
fordi hesten slet ikke er
og næsten ikke findes for en forhærdet narcissist
han må klynge sig til en opretstående katastrofe
han vil ikke grine
selvom latteren er ægte nok
han vil størkne i rollen
som den faste statist
som den sidste fantast
som den falske cellist
der bukker og buher
fordi publikum er gået
eller aldrig kom
han er bare et fjols
en nar
en charlatan hvis det går an
for Kierkegaardske permissioner
han er bare en der vil have lov at være
en forvirret elsker
en forivret tekst der
bliver væk
for sig selv
hvem vil være et tankeeksperiment
hvis man kan holde om et menneske
mens pulsen bomber fremtiden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar