Nogle dage synes man ikke beslægtet med mennesker. Deres planer er ligegyldige og meningsløse, deres tale fyldt med ord om ord og ikke andet. Og den følelse af hykleri man fyldes af, fordi man ikke kan undgå at være sammen med dem, kan man ikke komme af med, fordi man umuligt væsensforskelligt kan være andet end netop det, de også er. Man mimer med om ord og planer og tid, som ikke længere er andet end beskrivelser. Omgivelserne støtter ryg og lænd og røv, som en arkitekttegnet slavehær. Den gode stemning - hyggen hedder den - støtter intellektet med sukret gift og spinkle stilladser af kulhydrater. Væsker af forskellige farve, konsistens og alkoholprocent gennemskyller legemet, som en Dionysisk dialyse uden andet mål end at investere i den næste fiasko. Yngel og underholdning piler som blinkende floder uophørligt mellem benene på een, og fremprovokerer en autentisk svimmelhed, som man i mangel af bedre favner og byder velkommen som angst. Også for fremtiden, der ikke fortoner sig i afgrunde, men har antaget form af en mur millimeter fra din pande. Det er ikke som en fremmedgørelse, det er mere som en drøm, man drømmer og ved man drømmer. Som en drøm man står op inde i og betragter sig som del af. Og først dér forstår er et mareridt. Og det er alt sammen også bare noget jeg har sagt. Før.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar