Hvad skal man stille op med de voldsomme
begivenheder man rammes af i sit liv? Især dem der har en evne til at drage
meningen ud af samme, fordi de på ingen måde har logisk konsekvens eller
åbenlys årsag. Vi taler om ulykker, nærdød og alskens ødelæggelse uden gyldig
hjemmel.
Måske er man bekendt med den angelsaksiske
vending “if this is the answer, what is the question?” - alternativt “if this
is the answer, I want to know the question,” som jeg tror man primært bruger i
kvikke eller ’sjove’ sammenhænge. Ikke desto mindre er grebet godt og
abstraherende, hvis man er slået af forundring eller bare momentan dumhed over
et uheld.
Så selvom jeg er klar over jeg roder i
kassen med overtro og fatalisme, kan jeg godt komme til at tænke over, om de
ulykker vi rammes af, er et svar på noget vi har søgt. En slags reaktion på at
vi mere eller mindre bevidst har hamret løs på døren ind til noget ukendt,
fordi vi ville have vished.
For ér ulykken et svar, er det jo et svar,
der umisforståeligt viser dig på plads som udsat, skrøbelig, prisgivet, gudløs,
sårbar - vælg selv, fortsæt selv. Men dermed bliver svaret også en
understregning af, at det vi ofte glemmer, når noget nager os, er at vi er
menneskelige og dødelige. Vi kan miste alt det vi har - og livet med.
Sådan betragtet er det ikke et dårligt
eller uanvendeligt svar. Banalt, javel. Langtfra tilfredsstillende i den givne
situation. Tilmed tæt på carpe diem-retorikken, som jeg aldrig har dyrket eller
anbefalet, men dog med den afgørende forskel, at svaret handler om hele livet -
det at være i livet - ikke et nu her og der. Svaret er en opfordring til at
vende sig mod livet, hvor det er. I alt det, der ikke er uvished og ulykker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar