Jeg har ikke noget at skrive.
Jeg har ikke evnen til at tænke over noget.
Jeg kan ikke samle mig om at sætte et begreb i bevægelse, spørge ind til en absurditet eller vinkle en handling.
Jeg kan ikke sige, hvad det er, der gør jeg har mistet evnen. Jeg kan end ikke sige, hvad evnen går ud på?
Selv det jeg har mistet, ved jeg ikke hvad er.
Men befinder jeg mig på bunden, udtjent og målløs, så er det på en måde, der ikke skræmmer mig. For der er intet tilstede i dette øjeblik. I disse ords forestilling.
Måske bortset fra netop dét.
Sprogets rum.
Disse ord, disse vægge, dette hus, som ikke sørger, ikke længes, ikke ér. Er alligevel.
Jeg skriver trygt og godt blandt venner.
Ord.
Mor.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar