TELEFON FRA AFDØDE

Nostalgi a' la carte

eller

Ingen skal skrive min gravskrift
eller
Hjernen er sit eget elektriske kredsløb

Flere steder møder og støder man på døde, der optræder via QR-koder på gravsten. Fx her Og det har strejfet mig før, og det er omtalt før på dette sted - men her forekommer det mig vi har det endelige billede på, hvordan, hvor meget og hvorfor, vores hukommelse og erindring smelter sammen med teknologien. Det kunne ligne en faustisk fortælling om, at maskinerne nok skal agere depot for vore minder, men samtidig også altså tappe dem for fortolkning og relevans - erstatte dem med fotografi og konstans. Jeg skriver på en blog - jeg skal ikke være maskinstormer i så henseende, men jeg vil gerne kæmpe for hukommelsens fri bevægelighed, retten til efterMÆLE og et minimum af koncentration, når vi tænker på de spor vi kommer fra.
Man kunne også spørge, om ikke koderne ender som en slags slappe facebook-profiler ingen gider tjekke ud, fordi man dybest set hellere ville skrive på sin egen - eller endnu værre: At den bittersøde leg med navne og årstal man kan praktisere på kirkegården går tabt i en fantasiløs Pokémon-lignende scanning kun Michael Ende kunne have forestillet sig?
Man kunne også se for sig en sten med ordet "Mor", "Lis" eller "Tak" - og så en QR-kode, hvor den anonyme krop og g(l)emte historie blev hevet frem i lyset og farisæisk forklaret af en iPhone. Ellers tak!
I forbindelse med debatten om e-bogens 'boglighed' og udmålte tid har Erwin Neutzsky-Wulff konstateret følgende: Og det kom mig for, hvor flygtigt og ligegyldigt [...] alt det er, som forlader sig på strøm og batterier.