Talemådernes tvetydige tyranni

Ideomekanisk

Jeg er så tilpas forpisset træt af at høre talemåden "Det er ligesom at tisse i bukserne for at holde varmen" - og især er jeg da på grænsen til raseri træt af, at en ud af to talemådetalere, finder det nødvendigt at FORKLARE talemåden umiddelbart efter med "I starten er det varmt, men ...[resten udeladt af respekt for læseren]. Det er for det første ikke meningen med talemåder, at de skal forklares. De ER forklaringen! "Man kan jo ikke blæse og have mel i munden på samme tid - for med munden fuld af mel, vil noget af det jo smutte med, når man blæser." (Her skal ikke elaboreres videre over, hvad der er sket med ordet "blæse" i de senere års anglifissering af det danske sprog.) Jamen, "det er som at skyde gråspurve med kanoner. Man har en meget lille fugl man skal slå ihjel, og så er det helt unødvendigt at bruge så stor en kaliber..." I rest my case.
Men jeg er også træt af, at man ikke varierer brugen af talemåder, når man står overfor at illustrere en sammenhæng, hvor en handling kan synes velegnet, men med sikkerhed vil vise sig at være uhensigtsmæssig. Kunne man istedet foreslå ... "Hastværk er lastværk"? Næ. "Man skal kravle før man kan gå"? Nix. "Gå over åen efter vand"? Nej. "Rette bager for smed"? heller ikke. Jeg er altså også træt af, at der ikke rigtig er andre muligheder end de oplagte - og derfor forventelige. Det er jo ikke noget man ikke kan vinkle med en smule kreativitet, og lave sin egen NYE variant: "Det er som at slå flasken i stykker for at få vinen ud. I starten kommer vinen jo ud, men man kan ikke nå at samle den i et glas, før det hele er spildt!" (Undskyld, men jeg kunne ikke nære mig.) Problemet med det er, at så kommunikerer man ikke på samme måde med sine medmennesker. Med tisse/blæse/bager/å-måderne, er vi (næsten) sikre på, at alle er ikke bare med, men faktisk inkluderet i billedet og illustrationen, fordi vi kender dem så godt. Jeg vil endda gå så vidt, som til at sige, at mange i landet føler sig trygge ved talemåder, de knap nok forstår (og selvsagt bruger med lempe - når det kommer til talemåder kan man ikke altid skue hunden på hårene, fordi en langhåret hund jo sagtens ...).
Så selvom jeg også er træt af, at jeg ofte helt mekanisk hiver endnu en forblommet slidt talemåde op i en snæver vending - og egentlig slet ikke bryder mig om at høre mig selv sige "først til mølle", "kommer tid kommer råd" (som med et andet tryk på "råd" dog kan gøres filosofisk), "rønnebærrene er sure" og "sætte sit lys under en skæppe", så er jeg jo ikke imod at samtalen glider nemmere og tydeligere. Og jeg er endda stærkt fascineret af den underliggende samtale vi fører med fortidens sprogbrugere, når vi gør det. Senest erfaret med udtrykket "lige til øllet", som jeg opdagede kommer af, at når man kun havde ganske få penge på kistebunden, så havde man kun "lige til øllet" - i dag kan den jo kun forståes, hvis man forestiller sig det er en alkoholikers knibe (eller rettere, han redder sig akkurat?#@%§z!) men fra dengang, hvor talemåden stammer, var øl basisvarén. Det var det man altid skulle have - ved det, at vandet ikke var til at drikke. Tænk engang, at vi også taler videre med 17- og 1800-tallets danskere gennem de af talemåderne, der er opstået gennem kultur og praksis; og det er er en del - selvfølgelig. Talemåden er jo en kvalificeret rapport om skik og (mis)brug. "Der går jo ikke røg, hvis der ikke er ild." I dét lys kan een måske bedre bære en enkelt talemåde eller to. Men ikke en forklaring, tak. Vi er jo ikke dumme som døre i sprogets hus.