TIDERNE SKIFTER ALDRIG

tiderne skifter aldrig
blind mand må stadig ikke skrive synlige ord
og kun de seende kaste retfærdigt med knive
de stumme knæler stadig rømmende sig ved stemmens dør
og kun de rådnende lugter
de fleste er og forbliver rejsende i kor og kontrakter
assurerede til langt ned i halsen
man lader til hinandens tilfredsstillelse
som om alle de andre er ensomme

ingen stoler på folk uden ben
de tandløses smil
og klovne med skovle
der fylder huller med huller
og selv falder i

tiderne skifter aldrig
dueller er kun på hurtighed
deviser synges på sprog ingen nogensinde kan nå op til
sår bli’r lukket med lak og med kæder
står aldrig fremme og størkner i solen
handsker er til hænder der gemmes
ikke til kuldens kærlige greb

ingen stoler på poeter der larmer
børn af fraværende forældre
og tåreløse fanger i nystrøgne skjorter
ingen elsker een der griber om sig
og påstår han lever i mørke

man samles om sandhederne
trøster hinanden ved fastlåste fyrtårne og brændende biblioteker
slikker på stive tegn som kun skal læres og aldrig åbnes
ingen ønsker da eksplosioner i sit ansigt

kom giv mig din snor
og lad os gennemgå de tusind verdner før vi går ud
 og smiler til kukkeren kukke usynligt i skoven
se denne sti vi betræder og beskider
helt ude i kanten så ukrudtet kun lige kan nippe til vores lort
brug måtten
bliv taget i skole
vent ved døren adamant
vent ved døden ignorant
varmt og trygt hvor livet siver lunkent ud
og gudernes vinde går henover hodets rynkede hangar
bliv ved din lemlæstelse og løgn
og puds vingerne op med oliedrømme
om sikker vinding

tiderne skifter aldrig
sentimentale testamenter fortæller stadig bedst om nuet
rader af sygdomme flås og sys om som beviser på hudløs ærlighed
Gud har forladt os døende for ikke livet skulle stige os til hodet
ligesom blodet
hans søn spildte
ikke kan finde vej i naturlovenes paradis
hulspejle holdes op så Vorherre endelig kan komme i Tivoli
og ingeniøren gemme sig syg af latter i skyggen fra solkongen

ingen stoler på ham der peger på mellemrummet
hvor han snubler rituelt
på taleren der tøver
og spilleren der ikke udfylder rollen

ingen vil kendes ved gamle hoteller og steder
hvor man var da man var fattigere på sig selv og sin sæd

kom lad os gå
gi’ mig din tro og din jomfrudom
begge dele kan tappes for strøm og blinke i min slaglygte
se denne vej vi rejser hegnet ind og stiller til ansvar
hvis vi utænkeligt engang skulle få brug for den slags ting
lad os nu bare komme af sted

ingen stoler på dem der tragisk nok med glæde vist ikke stoler på sig selv
og vælter forvirrede og kødelige rundt på scener fulde af alvor og ironi
og råber tak for i aften, tak for i aften
vi spiller igen i morgen
når vi er tapet sammen igen

tiderne skifter aldrig