Cig navnet
Har man ellers øjnene med sig, så er det ikke svært at se, hvilken type bogstaver man foretrækker til cigaretpakkens navn. De skal først og fremmest være condensed. Og så må der meget gerne være seriffer på. Nu er anden lighed imidlertid gået op for mig: Der findes også bogstaver som er gennemgående for cigaretnavne!
Fonten er nem at forklare; Det er et spørgsmål om at signalere en vis maskulinitet, som man gerne ser i de gode gamle westerns. Fordi vi mænd godt kan lide cigaretter - og fordi rygere (af begge køn) gerne vil forbinde deres rygning med en slags frihedstreng og frihedshævdelse og frihedsdyrkning, som de glade cowboys aldrig skænkede en tanke, fordi de var sultne. De navne som står med rene fonte (Prince - Look - Mistral) er ofte til piger, som gerne vil have et mere elegant udtryk ... det er straks sværere at forklare overvægten af L'er, M'er, A'er og C'er i cigaretternes navne (Pall Mall, L&M, Marlboro, Camel, Phillip Morris, Skjold, LD, Corner, ...).
Javel, selvfølgelig har Marlboro sat mange af de her omtalte standarder for font og navn - men vi står stadig med et tydeligt mønster, som ikke udelukkende kan stamme fra Marlboro - eller for så vidt godt kan, men det er en forbindelse, der nu ligger så langt tilbage, at dem der køber cigaretter med seje navne, ikke køber dem fordi de lyder 'Marlboro-agtige', men fordi de lyder fede og ser fede ud ... dette princip er superlækkert og kan udforskes i det uendelige! Findes der en sociologisk term eller praksis, der dækker det? Det er ligesom gummistøvlens 'Wellington-syning', som ingen kender baggrunden for, men helt bestemt mener skal være på en ordentlig gummistøvle. Eller det er ligesom med at give hånd .. alle gør det, ingen ved hvorfor man oprindeligt gik i gang med det! "Kultur er det man ikke stiller spørgsmål ved, når (mens?) man gør det." Tag DEN til rækken af kloge kulturdefinitioner.
Men hvad ER det man (er endt med at) synes der er så godt ved L, M, A, og evt. C - hvis man er ryger? Vi lader bogstaverne stå et øjeblik, så man kan danne ordet "calm" ... men det er ikke godt nok!
M & A er jo 'mor-bogstaver'; MAMA!, hvilket passer fint til patten man sutter på, når man ryger. (Uha - omvendt sutuation: Man suger på sin Pall Mall og ind kommer tjæregul mælk! Uha uha, endnu værre: Man sutter på en (sin) pat og får nikotinmættet røg i munden!). M & A er imidlertid også nogle af alfabetets bogstaver, som 'står' ualmindeligt godt - de er i balance og kontrol - hvilket jo er typisk for rygerne (altså at de er gode til at falde ned og slappe af). Udover det kan begge bogstaver også betragtes som nogle af alfabetets mest ornamenterede og smukke. Især da når serifferne kommer i sving. Men hvis sidstnævnte argument skal sælges, så skal rygere være mere æstetiske mennesker end ikke-rygere?
L & C vil jeg forbinde med henholdsvis det stolte og pekuniære. L'et knejser (måske endda potent) med sin form, og blander sig ofte i statussammenhænge på den der cigaretnavnagtige måde: Adel, Nobel, Royal, Earl .. Men vigtigere er nok, at bogstavet i sin minuskeludgave ligner selve cigaretpakkens indhold - så der kan sagtens være tale om en direkte begærsoverførsel til bogstavet. C'et er et centi-bogstav, et talbogstav, som dermed peger på cigarettens adgang til en større mængde "c-notes" eller måske bare coins. Jeg husker dog tilbage fra de gode gamle paranoide dage, at man kunne finde en (lidt primitiv, men dog en) mand med en erigeret penis i "Camelens" forben og overkrop - hvorefter man trumfede med den gravide mave! (i.e. kamelens pukkel - ingen nævnede nogensinde sodomi?) - her kunne C'ets gravide bue også spille en rolle. Jeg tror imidlertid C'et som L'et kan kobles på pakkens indhold: Cigaretter - men helst vi jeg tro C'et mimer månens form og dermed forbinder cigaretten med måne, mystik og alkymi. For sådan er røgen også.
Og hvorfor findes der ikke et ord, som rygere kan sige, ligesom drikkere siger, når de siger "skål"? Dét ord her som afslutning.
Fonten er nem at forklare; Det er et spørgsmål om at signalere en vis maskulinitet, som man gerne ser i de gode gamle westerns. Fordi vi mænd godt kan lide cigaretter - og fordi rygere (af begge køn) gerne vil forbinde deres rygning med en slags frihedstreng og frihedshævdelse og frihedsdyrkning, som de glade cowboys aldrig skænkede en tanke, fordi de var sultne. De navne som står med rene fonte (Prince - Look - Mistral) er ofte til piger, som gerne vil have et mere elegant udtryk ... det er straks sværere at forklare overvægten af L'er, M'er, A'er og C'er i cigaretternes navne (Pall Mall, L&M, Marlboro, Camel, Phillip Morris, Skjold, LD, Corner, ...).
Javel, selvfølgelig har Marlboro sat mange af de her omtalte standarder for font og navn - men vi står stadig med et tydeligt mønster, som ikke udelukkende kan stamme fra Marlboro - eller for så vidt godt kan, men det er en forbindelse, der nu ligger så langt tilbage, at dem der køber cigaretter med seje navne, ikke køber dem fordi de lyder 'Marlboro-agtige', men fordi de lyder fede og ser fede ud ... dette princip er superlækkert og kan udforskes i det uendelige! Findes der en sociologisk term eller praksis, der dækker det? Det er ligesom gummistøvlens 'Wellington-syning', som ingen kender baggrunden for, men helt bestemt mener skal være på en ordentlig gummistøvle. Eller det er ligesom med at give hånd .. alle gør det, ingen ved hvorfor man oprindeligt gik i gang med det! "Kultur er det man ikke stiller spørgsmål ved, når (mens?) man gør det." Tag DEN til rækken af kloge kulturdefinitioner.
Men hvad ER det man (er endt med at) synes der er så godt ved L, M, A, og evt. C - hvis man er ryger? Vi lader bogstaverne stå et øjeblik, så man kan danne ordet "calm" ... men det er ikke godt nok!
M & A er jo 'mor-bogstaver'; MAMA!, hvilket passer fint til patten man sutter på, når man ryger. (Uha - omvendt sutuation: Man suger på sin Pall Mall og ind kommer tjæregul mælk! Uha uha, endnu værre: Man sutter på en (sin) pat og får nikotinmættet røg i munden!). M & A er imidlertid også nogle af alfabetets bogstaver, som 'står' ualmindeligt godt - de er i balance og kontrol - hvilket jo er typisk for rygerne (altså at de er gode til at falde ned og slappe af). Udover det kan begge bogstaver også betragtes som nogle af alfabetets mest ornamenterede og smukke. Især da når serifferne kommer i sving. Men hvis sidstnævnte argument skal sælges, så skal rygere være mere æstetiske mennesker end ikke-rygere?
L & C vil jeg forbinde med henholdsvis det stolte og pekuniære. L'et knejser (måske endda potent) med sin form, og blander sig ofte i statussammenhænge på den der cigaretnavnagtige måde: Adel, Nobel, Royal, Earl .. Men vigtigere er nok, at bogstavet i sin minuskeludgave ligner selve cigaretpakkens indhold - så der kan sagtens være tale om en direkte begærsoverførsel til bogstavet. C'et er et centi-bogstav, et talbogstav, som dermed peger på cigarettens adgang til en større mængde "c-notes" eller måske bare coins. Jeg husker dog tilbage fra de gode gamle paranoide dage, at man kunne finde en (lidt primitiv, men dog en) mand med en erigeret penis i "Camelens" forben og overkrop - hvorefter man trumfede med den gravide mave! (i.e. kamelens pukkel - ingen nævnede nogensinde sodomi?) - her kunne C'ets gravide bue også spille en rolle. Jeg tror imidlertid C'et som L'et kan kobles på pakkens indhold: Cigaretter - men helst vi jeg tro C'et mimer månens form og dermed forbinder cigaretten med måne, mystik og alkymi. For sådan er røgen også.
Og hvorfor findes der ikke et ord, som rygere kan sige, ligesom drikkere siger, når de siger "skål"? Dét ord her som afslutning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar