søndag den 28. november 2010

Logan's lip #2

















Det ta'r kun 5 minutter


faktas slogan hár gået sin sejrsgang over det ganske land. Det fik (som fx Rexona, Danmarks Idræts-Forbund og Kohberg også gjorde og Telia gerne ville) hul til det for slogans så lukrative hverdagssprog og den danske idiomatik, med deres "Det ta'r kun fem minutter - men vi vil så gerne have du bliver lidt længere". Betegnende nok for problemet med deres slogan i dag, er netop, at det var den sidste del, som gjorde det til et sjovt og kreativt slogan - både i deres tv-reklamer, men også i de hverdagssproglige sammenhænge, hvor alt muligt, som "kun tog fem minutter", fx at finde en parkeringsplads eller skide på et offentligt toilet, kunne efterhænges et helt absurd og morsomt: "- men vi vil så gerne have du leder og skider lidt længere".
I dag hedder det (alfald på faktas hjemmeside) så kun "Det ta'r kun 5 minutter". Lad os lige kigge på grafikken først. fakta er jo ligesom fx ARoS og HÜMÖR, lykkedes med at få indbygget deres navn i selve opsætningen af bogstaverne. Point for det! Hvergang jeg ser ARoS-navnet kan jeg ikke undgå at tænke på Peter Laugesens beskrivelse af det lille "o" som et røvhul (Inf. 30.01.03) ... han kunne heller ikke lide navnet på det nye hus. HÜMÖRS overhængende prikker er i sådan en sammenhæng ikke øjne, men antallet af cifre på kasseapperatet, når man anskaffer sig en "humoristisk" beklædningsgenstand. I faktas slogan indgår både en apostrof "'" og et ciffer "5". Apostroffen er absolut i orden. Slogans skal - grafisk eller blot udtalemæssigt - bestemt rumme en mundrethed. Point for det. Værre med 5-tallet. Det er grimt sammen med bogstaverne, stikker - selv for en reklamegenstand - for meget ud. Omvendt ville det jo også gå helt galt, hvis man skrev: "fakta - Det ta'r kun fem minutter", for se ville det se ud som det var enelleranden embedsmand, som under pres i en håbløs omskoling var sat til at skrive slogans. "fakta - Det tager bare fem minutter af Deres tid".
Det står altså 2-1. Vi mangler et par selvmål. Det åbenlyse selvmål er løgnen. det ta'r ikke fem minutter. Det ta'r helt sikkert mere. Nogle gange tager det tre gange så lang tid, hvis man skal stå i kø. Hvad man nemt kan komme til på Vesterbro i Aalborg fx. Der er nok en grund til sloganet ikke er at se INDE i butikken.
Allright - hvem lyver ikke i et slogan? Jeg synes man skal lade være. Bare for en tid: "fakta - det ta'r ikke lige så lang tid som andre steder". "Tefal - vi tror du kan lide vores produkter". "føtex - vi vil gerne gøre mere for dig, hvad skulle det være?"
2-2. Vi er nået frem til det afgørende selvmål, som meget passende hænger sammen med omtalte amputationen i starten. Hvis et slogan understreger at noget går hurtigt, må det være fordi det er en kvalitet i sig selv, at det er hurtigt overstået - så hvis det kun tager fem minutter i fakta, og det er godt, så må det være fordi det er rædsomt at købe ind der. Så deres slogan fremhæver faktisk det værste ved deres produkt. Udover at være stimulerende sprogligt afmoterede det oprindelige slogans andet sætning dette faktum. Vi vil selvfølgelig gerne have du bliver lidt længere, fordi det faktisk slet ikke er så slemt at handle hos os!
Det er muligt fakta mener de kan lave "en Netto", som med deres "DERFOR!" altid allerede henviser til at priserne er billigst - og derfor(!) ikke behøver skrive andet end det, for det har de gjort så mange gange før (det kan diskuteres som det virker, men det er en modig strategi), hvor mange af de nye, unge forbrugere kan efterhånden huske traveren - "men vil vil så gerne have de strigler lidt længere"?
Jeg bliver ikke længere. Farvel.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar