Look-I-like

Hvad er det ved at ligne kendte mennesker som er så fantastisk? Hørte for nylig man nogle steder kan vælge udseendet på sine kunstigt befrugtede børn på fertilitetsklinikken eller i sædbanken. Hvilket jo i første omgang gav en slags mening; man kan så gå efter træk, der korresponderer med de forældre barnet skal have. Det viste sig så at handle om at man gik efter at få børn der lignede kendisser - stjerner. Angelina-baby? Tjek. Beckham-baby? Tjek, det har vi. Ingen spørger efter kendisser som Agaton Sax eller Danny DeVito.
Når man selv lider under den ... je ne sais quoi ... at ligne både Dan Turell og Brian Mørk - og iøvrigt ofte minde folk om nogen de kender - så har jeg et helt særligt forhold til dette felt. Statistikken viser at jeg ligner flest der hedder Frank. Det er det jeg oftest er blevet kaldt af folk som ikke har kunnet huske mit navn - og det var pudsigt nok navnet på et menneske (absolut non-kendis) jeg så i fjernsynet engang, som i udpræget grad både lignede og lød som mig. Det hænder også jeg bliver kaldt Lars - men jeg tror det hænger mere sammen med mit rigtige navn. Dog vil jeg ikke helt udelukke jeg har noget Lars i mig.
Det væsentlige her er, at der ingen forskel er på at ligne almindelige Frank og kendte Brian Mørk. Jeg ligner nogen, nogen ligner mig. Dette vil være tilfældet for langt de fleste mennesker i verden. Og tanken om at jeg deler fysiognomi med nogen er svimlende, ligemeget hvem de er. Er det fælles arvemateriale der dukker op i Franks ansigt og Lars' holdning? Er det rester af fortidige klaner, fra en tid, hvor man end ikke talte sammen? Hvornår blev jeg og Frank skilt fra hinanden og hvorfor?
At ville ligne et kendt menneske er meningsløst. Hvad får man ud af det andet end tomhed - dobbelt tomhed: At ligne nogen man ikke er, men som er nogen. Så er man hverken eller. Eller forestiller man sig at man kan 'låne' noget af karmaen fra den kendte? At man ikonolatrisk parasitært kan hente noget hjem på en kalkeret face-value? Åh hvor længe! En fyr der sagde han var Will Smith lagde engang blødt an på min kone i Paris. Desværre vidste hun ikke hvem han var, hvorfor han brugte en del energi på at forklare hende det ... kunne man forestille sig et ukendt, almindeligt menneske gøre det om sig selv overfor et andet menneske? Og hvorfor skulle man? "Jeg forsikrer dig om at jeg er mig! Du skal ikke tro jeg er en anden, end den jeg er."
Jeg synes man skal tage mit nye begreb "Look-I-like" til sig, og dyrke det noget mere: Kigge efter dem der ligner een selv, lede efter folk som ligner hinanden og fundere over hvorfor - om de er beslægtede, om de har samme temperament og drømme, om de ikke bliver mere fuldgyldige medlemmer og medmennesker i hinandens øjne. Race ingen hindring - næst efter Dan Turell og Brian Mørk er det Wesley Snipes jeg ligner. Jeg giver mit fjæs tre stjerner men er langt mere nysgerrig efter at vide om Frank synes fugle er fascinerede.
Be a "Look-I-like" for somebody!