Buster Auster

Sidst jeg blev træt af at læse Paul Auster var, da jeg læste 'Mr Vertigo', og det var sjovt nok at nøjagtig samme grund som nu med 'Brooklyn dårskab': Fornemmelsen af et (javel elegant, men stadig) udpræget ventrehåndsarbejde. Uha. Selvfølgelig er det hos Auster et 'venstrehåndsarbejde', hvis lethed og elegance er den del af fortællingen - man skal jo smile over de fjerlette tråd fortællingen træder op ad historiens bjerg med, but still. Det bliver på en eller anden vis for meget med det bevidste for lidt. I Brooklyn dårskab expliciteret med den fede streg, der sættes under at vor hovedperson ender med at overleve - på trods af at han indleder bogen med at fortælle han er ankommet for at dø. Jo, det er sjovt at læse - på sin vis også gribende, men på en måde også enfoldigt. Fantasien, som er ubenægtelig og ferm, er også fordummet og fordummende. Auster kan IKKE, selvom det er hans intention lave en virkelighedsnær roman ved at mime nogle tilfældige forhold i et menneskes liv. Austers bøger er ikke, vil aldrig blive, og skal ej heller være realistiske på den måde. Det bør han og har han velsagtens også overladt til andre ånder. Måske netop derfor er det en bog om Brooklyn'sk dårskab? Han ved forsøget er en fuser, en fiasko. Og det var så også sjovt så lange det varede - ikke et øjelik længere - og det øjeblik som ikke var eller blev til noget sneg sig altså baglæns ind i læsningen og trættede den.