Dårlig opdragelse kan skyldes mange ting - i disse tider er man næsten entydigt efter forældre som mere eller mindre skyldige står som årsagen til den dårlige eller helt manglende opdragelse hos små og store børn (lyt til linket fra Netværket, en anbefalelsesværdig udsendelse, læs Henrik Jensen eller Johannes Andersen for videre provokationer). Jeg tænker imidlertid også det værdisæt som mange af de små og store børns forældre fik givet, intravenøst eller mere mentalnervøst tilbage i de glade 60'erene må spille med. Oprør er som regel en god ting - og så er det lige meget om det er aktion eller reaktion i min bog - så længe dialektikken spiller så kommer vi videre i teksten. Så på samme måde med 68'ernes opgør med nogle af de mørke mænd (men ikke lige Hr Thomsen i sparekassen i Store Heddinge!) og de mange stive retningslinier - God bless! Desværre tror jeg realiseringstanken ikke alene nu er så velnæret og gennemkneppet på samme tid, at det er svært ikke at se andre muligheder - den gør sig også gældende i opdragelsen af 68'ernes børnebørn - som jo, af gode grunde ikke rigtig har noget at skulle realisere sig selv op MOD. Dels fordi det er de da ikke gamle nok til, dels fordi der ikke nogen steder er nogen der siger de bare har aldrig nogen sinde at komme på den sindssyge tanke at de da skulle være noget og nogen ...Så hvad går man så som forælder? Giver den mere af det samme? Ja. Realiser dig mere, hurtigere, bedre bare gør det før de andre når det - get in front, not in line - køer er dårlige. Og så har vi en slags perversion. Som man også kan kalde dårlig opdragelse, for nu ikke at ryge ud i darwinistisk overdrive. Men hvis man skulle være i tvivl: Det vi har brug for - vi oldschool dialektikere - er mere pli, mere orden, flere standarder og mere enighed - ja, mere konsensus. Fællesskabet kan ikke dannes på at man enige om at man kun er sig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar