så jeg læner mig op ad en konge
for det kan man gøre i Danmark
og visse andre steder
mens man betragter undersåtterne haste forbi
med ting de skal have byttet
eller har forkøbt
eller købt før men glemt
mens de tænker på parkeringsbilletten
hurtigretten
eller den endelige dom
jeg læner mig op ad kongen
og låner lige nøjagtigt ingenting af kronen
for selv om han er lavet af materialer meget mere døde og giftigere end mig
så er alle omkring mere forbundet til ham
end til den skikkelse der er krøllet sammen ved hans fod
som egentlig er en plint man kunne bygge en udestue af
hvis man havde en have
et kongerige
en hest
eller en hund
der ville stå på den anden side af ruden med en tennisbold i kæften og spørge
om ikke man kunne bruge sine arme til noget fornuftigt
noget andet end
denne formålsløse kvasirepublikanske lyrik
trofast til bolden og tilbage til herren igen
neongrøn klode stiger over kongeriget som en punket sol
